2. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Amen
”Får har brug for en hyrde. I modsætning til f.eks. geder, grise og hunde findes der ikke vilde får. Overladt til sig selv har fåret ikke en chance. Det kan ikke forsvare sig imod rovdyr, det kan ikke selv finde mad, det kan finde på at drikke forurenet vand, det er sårbart over for sygdom og har brug for, at nogen plejer dets pels og hjælper det af med pelsen en gang imellem.” (Robert Bladt, Anno Domini)
Ikke uden grund har vi udtrykket: Dumt som et får! Det kan derfor opleves ydmygende, når Jesus sammenligner os mennesker med får. Kunne han ikke have fundet en mere passende sammenligning, der kunne højne vores menneskeværd en lille smule? Men det er nu heller ikke for at ydmyge os, at Jesus gør det. Det er simpelthen for at beskrive vores situation som den er.
Hjælpeløs og afhængig
Allerede i Gammel Testamente er vores situation blevet beskrevet med fåre-metaforen: ”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej.” (Es. 52,6a). Hjælpeløse og forvildede er vi simpelthen ikke i stand til af os selv at finde den rette vej i livet. Og dermed når vi heller ikke frem til målet. Er det så så mærkeligt, når vi som mennesker kan opleve meningsløsheden? Er det så mærkeligt at mennesker begår selvmord, når de ikke kan se et formål med at leve? Vi har brug for retningsbestemmelse og meningsfylde i livet. Ellers fyldes vi af livslede, rastløshed og rodløshed. Som en tidligere konfirmand sagde til mig fornylig: ”Jeg tror på, at der må være et liv efter døden. Det kan ikke passe at det hele bare er slut, når vi dør. Det virker for meningsløst.” Og han havde fuldstændig ret.
Hvis vi bare er som omflakkende, hjælpeløse får, der er født på et bestemt tidspunkt på et bestemt sted og dør på et bestemt tidspunkt på et bestemt sted med et tilfældigt liv imellem de to yderpunkter, så bliver alting i virkeligheden uden mål og mening. Så kan man vælge at drukne sig i nydelser, sex, jag efter penge og berømmelse, blive arbejdsnarkoman eller kaste sig ud i grænseoverskridende, vilde projekter. Men gør det livet mere meningsfyldt i sidste ende? Og hvad med det stille, tilbagetrukne liv bag hækken i villakvarteret? Hvad er meningen med det? I Prædikerens bog i Gammel Testamente siges det ligeud: ”Jeg så, at alle de ting, der sker under solen, er tomhed og jagen efter vind.” (Præd. 1,14)
At følge og have følgeskab
Bibelen beskriver faktisk vores liv som et liv under Guds vrede og dom. Overladt til os selv har vi ingen chance mod synd, død og djævel. Så derfor er livet i sig selvegentlig håbløst og nytteløst. Selvom vi er fortabte som får, så har fåret dog ét fortrin: ”Når de lærer deres hyrde at kende, er de i stand til at følge ham. Denne evne gør det muligt for fårene at overleve imod alle odds.” (Robert Bladt i Anno Domini).
Vores totale hjælpeløshed og afhængighed af en hyrde er i virkeligheden vores redning. Jo før vi erkender det, jo bedre.
Der er mange, som har følgere på Facebook, på deres Youtube konto eller på TikTok. Nogle mange tusinde følgere. Men de kan ikke frelse mennesker og sætte dem fri fra synd, død og djævel. De kan ikke frigøre dem fra Guds vrede og dom. I den forstand er de som daglejerne, der dybest set er ligeglade med fårene. De tænker kun på deres egen berømmelse og fortjeneste.
Den gode hyrde
Så er det noget helt andet at følge den gode hyrde, Jesus Kristus. Han er ikke bare en hyrde blandt mange hyrder. Han er heller ikke bare en god hyrde. Han er DEN GODE HYRDE. Den eneste af sin slags. Han er ikke hyrde for sin egen berømmelses eller fortjenestes skyld. Han er den sande hyrde, som ikke bare er villig til at gå i døden for sine får, men rent faktisk valgte at gøre det frivilligt.
I kirkekunsten kan man ofte se hyrdelivet afbilledet som en nærmest idyllisk og fredfyldt tilværelse. Det var det så langt fra. Faktisk kunne det være temmelig livsfarligt. Da David skulle tage kampen op mod filisteren Goliat, fortalte han kong Saul om sin erfaringer og oplevelser som hyrde: ”Herre, jeg har været fårehyrde hos min far. Kom der en løve eller en bjørn og tog et dyr fra hjorden, gik jeg ud efter den, fik ram på den og rev dyret ud af gabet på den. Gik den så løs på mig, greb jeg den i manken og slog den ihjel. Både løver og bjørne har jeg slået ihjel, herre.” (1.Sam. 17,34-36) Og for at man nu ikke skal tro, at David praler ad sine egne bedrifter som en anden supermand, så tilføjer han: ”Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister.” (1. Sam. 17,37). David vidste godt, at var Herren ikke med ham og hjalp ham, så kunne han have været død for længe siden i sit job.
Sådan er Jesus som den gode hyrde. Han er gået igennem alle strabadserne for vores skyld – inklusiv en pinefuld korsfæstelse – for at redde os fra de bjørne og ulve der truer os, nemlig synd, død og djævel. Jesus er hyrden, der gav sit liv for fårene, for at vi skulle gå fri og blive reddet.
Men nu er en død hyrde jo ikke til nogen hjælp. Faktisk er fårene virkelig på den, hvis deres hyrde ikke længere er hos dem. Men Jesus er ikke bare den gode hyrde. Han er en genopstanden, levende hyrde. ”Jeg er…” siger Jesus, og dermed afslører han, at han er Gud. En guddommelig hyrde. Det var nemlig sådan Gud åbenbarede sig for Moses ved den brændende tornebusk: ”Jeg Er har sendt mig til jer.” (2.Mos. 3,14). Jesus identificerer sig med Gud under navnet Jeg Er.
Jesus kender os fuldt ud
”Jeg kender mine får”, siger Jesus. Og det er ikke et overfladisk kendskab baseret på kundskaber. Jesus kender os til bunds. Lige så dybt kendskabet og enheden er mellem Gud Faderen og Jesus som Sønnen, lige så dybt er kendskabet og enheden mellem Jesus som hyrden og os som hans får. Jesus er som hyrde dybt forbundet med sine får. Han deler livsvilkår med dem. Han ved hvordan menneskelivet er, for han har selv prøvet det. Og derfor kan han komme os til hjælp til hver en tid. Amen
