1. søndag i advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.« Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?« Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.« Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. Amen Lukasevangeliet 4,16-30

Hvert år på årets sidste dag er forventningerne som regel skruet helt i vejret. Det er nytårsaften, og det skal fejres med hygge, god mad og masser af fyrværkeri. Og selvfølgelig i selskab med venner og familie. For nogen kan sådan en aften være en påmindelse om alt det gode man fik lov at opleve i det forgangne år, og det fylder én med taknemmelighed. For andre er det en anledning til at lægge det gamle år bag sig én gang for alle, fordi det var fyldt med for megen sorg, smerte og tab. Skal 2021 være et erindringens år eller et glemslens år for dig?

Nådens år

Men alle kan vi vel blive enige om, at nu er det tid til at se fremad, og det gør de fleste med forventning og håb om noget godt – og helst bedre end det tilbagelagte år? Men hvorfra ved vi egentlig, at vi går noget bedre i møde? Sandheden er jo at vi ved absolut ingenting om 2022. Vi kan spørge os for hos fremtidsforskerne og studere prognoser og strømpile for hvad der tegner sig i horisonten. Men vi har ingen garantier for noget som helst. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi så skal give os uvisheden og håbløsheden i vold. Vi må som mennesker hele tiden leve med tro, håb og forventning om, at tingene nok skal gå. Ellers kan vi ikke leve. Men sandheden er, at vi i virkeligheden fejrer det ukendte og fremmede, som kan virke ganske skræmmende. Det vælger vi bare langt på vej at fortrænge nytårsaften.

Hvordan får vi vished og sikkerhed for, at også 2022 er værd at se frem til og leve i? Den slags garantier og vished findes ikke i vores verden, men den findes i Guds verden. I Jesu programerklæring for sin virksomhed på jorden udråber han et nådeår fra Herren, Anno Gratiae. Et nådeår han selv bringer med sig, fordi nåden helt og fuldt er knyttet til ham. Uden Jesus og uden om Jesus eksisterer der ikke noget nådeår. Nådeåret er ikke bare ligesom et kalenderår på 365 dage, men det er hele den messianske tid, som blev indledt med Jesu første komme til jorden. Eftersom han ikke er kommet igen til jorden for anden gang, er det stadig nådens tid / nådeåret vi lever i her og nu.

Og jeg er glad for at kirkeåret med sin forkyndelse af nådeåret ligger ca. en måned forud for det verdslige kalenderår. Så allerede i dag på kirkens nytårsdag kan vi rette vores fulde opmærksomhed og fokus mod Jesus, og det som Gud vor Far har givet os i ham og vil give os i ham. Nådeåret indeholder ikke usikre prognoser og ønsketænkning, men en klar og tydelig forkyndelse og et væld af løfter med et helt konkret indhold.

Nytårsgaver

Jesus kommer med et nybrud og et gennembrud lige der hvor skæringspunktet er mellem Gammel og Nyt Testamente. Han indleder en ny tid og æra. Han er det nye Gudsrige som er brudt frem. Han er selve Gudsriget i egen person.

Og så har Jesus nytårsgaver med til os:

1. Han bringer godt budskab til fattige. Ikke nødvendigvis sådan at forstå at han kommer med en pose penge, der kan fylde op på en slunken bankkonto og indfri gæld. Det kan han godt sørge for, at det sker på en eller anden måde. Men Jesus er ikke julemanden. I sin berømte bjergprædiken taler Jesus om de fattige i ånden. De, der er ydmyge og oplever sig selv som hjælpeløse og afhængige af Gud. De er åbne for at tage imod evangeliet om, at Jesus kom til verden for at frelse os fra fortabelsen.

2. Jesus er kommet for at udråbe frigivelse for fanger og sætte undertrykte i frihed. Helt konkret har mennesker oplevet at komme ud af fængsler og starte et nyt liv med Jesus. Men først og fremmest er Jesus befrieren der har forsonet os med Gud. Vi er løst fra syndens slaveri og herredømme i vores liv og kan se frem til en frikendelsesdom ved verdenshistoriens afslutning.

3. Jesus er også kommet for at give syn til blinde. Det sker fra tid til anden at mennesker får deres syn tilbage, når der bliver bedt om helbredelse. Men det syn, Jesus først og fremmest ønsker at give os, er evangeliets klarsyn. At jeg får øje og syn for, at jeg hverken kan eller skal præstere noget i egen kraft for at kunne træde ind i det fuldkomne Gudsrige. Adgangsbilletten er betalt med Jesu død på korset. Jeg må slippe alt mit eget stræb og være løst fra Guds lovs dom over mit mislykkede liv – set i forhold til hvad loven kræver af mig.

I dag

Hvordan kan vi egentlig vide, at Jesus’ frihedsproklamation gælder for os i dag? Det kan vi netop, fordi Jesus siger: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Men det var jo dengang, Jesus sagde ”i dag”. Der er løbet mange dage i kalenderen, siden Jesus sagde det for snart 2000 år siden. Ja, men det er stadig en dagsaktuel proklamation, fordi nådeåret er hele den messianske tid fra Jesu første komme til hans andet komme til jorden. Jesus er ikke bare et levn fra fortiden, eller én vi ser frem til skal komme engang i fremtiden. Han er evig nutid. I sin ophøjede majestæt hvor han sidder ved Gud Faders højre hånd, er han hævet over tiden, og samtidig er han til stede i tiden. Fortid, nutid og fremtid løber sammen til én tid for ham. Han er hævet over tiden og træder samtidig med sit nærvær ind i tiden. Når Jesus derfor siger ”i dag”, så er det evangeliets proklamation til enhver tid, så længe der er noget der hedder i dag. Det er også vores tryghed, at Jesus ikke bare kan se ind i fremtiden, men han er der allerede. Det sprænger vores forestillingsverden, fordi vi er bundet af tid og rum.

Kritik og afvisning

Nu kunne jeg have haft lyst til at sige amen, for så langt hen i evangelieteksten var alt jo godt. Eller nogenlunde godt, for der var begyndt at snige sig kritiske røster ind i hele gudstjenesten. Så længe tilhørerne i synagogen holdt sig til de ord, som Jesus forkyndte, mærkede de kraften, glæden og frigørelsen i dem. Men så vender de sig mod de ydre omstændigheder og flytter fokus fra ordene til personen. Og fordi Jesus ikke sidder der med en glorie om hovedet og i al sin guddomskraft og vælde, så støder de sig på hans menneskelige ophav og fremtoning. Hvem tror han lige han er? Tømrersønnen fra Nazaret har godt nok succes som omvandrende rabbiner og mirakelmager, hvor han så end havde den udrustning og uddannelse fra, men at identificere sig og gøre sig til ét med Messiasprofetien i Esajasbog, det er dog at gå et skridt for langt, på grænsen til blasfemi. Der var en stærk Messiasforventning i folket med et stærkt politisk præget indhold, og hvis Jesus var redet med på den bølge, kunne han vel have fået stor succes. Men Jesus vil ikke være en politisk Messias-figur der kan løsrive og frigøre dem fra den romerske besættelsesmagt.

Ydermere sætter han hele sin popularitet over styr ved ikke at efterkomme deres ønsker og krav om mirakler. Og som om det ikke var nok, skoser han dem for at stå på linje med det vantro og frafaldne Israel på gammeltestamentlig tid der afviste profeterne og derfor blev tilsidesat. Det kom et par berømte hedenske eksempler til gode som oplevede Guds forsørgelse og helbredelse: Kvinden fra Sarepta i Libanon og hærføreren Na’aman fra Syrien. Hele fortællingen ender med et morderisk raseri og lynchstemning.

Har vi brug for Jesus?

Hvad var jødernes problem? De havde dybest set ikke brug for Jesus. De var det stolte og privilegerede folk der mente at de havde krav på særbehandling. De var i særklasse. De var ikke de fattige, fangerne og de blinde. Derfor var Jesus og hans ord en provokation. Og sådan er situationen også langt på vej i vores eget danske folk. Vi er selvtilfredse og har ikke brug for en Messias, frelser og Herre – heller ikke i det nye år. Teologen Robert Bladt udtrykker det på denne måde i sin bog, Anno Gratiae:

Glæden i et nådeår forudsætter, at jeg ser på mig selv som en, der har brug for, at nogen forbarmer sig over mig. Hvis jeg er stærk, stolt, rank og brændende, har jeg ikke brug for nåden.

Og har man ikke brug for nåden, men føler sig rimelig selvkørende, så er Jesus og hans budskab dybest set spild af tid. Det kan da være meget hyggeligt og opbyggeligt at høre hans opmuntrende ord om frigivelse for undertrykte og syn til blinde. Men mere bliver det ikke til. Hvis man ikke identificerer sig med adressaten for Jesu forkyndelse, ”De fattige i ånden”, oplever man let budskabet håbløst irrelevant, uaktuelt og ude af trit med min hverdag. Sandheden er bare at intet er mere relevant og aktuelt end Jesu ord til hver en tid. For Guds ord har altid noget at sige til os i enhver situation og på et ethvert tidspunkt i vores liv, hvis vi ellers gider at beskæftige os med det og åbne os for det. Gud kan ikke være ude af trit med tiden. Han er jo netop allestedsnærværende og alvidende. Hvordan kan vi så tro, at han ikke har noget at sige os?

Og hvad med os, som er vante kirkegængere og bekender os som bibeltro kristne? Vi står i fare for at sidde fast i vores traditioner og vanetænkning uden at høre de frigørende og forløsende ord i Jesu forkyndelse. Uden at det virkelig får nogle konsekvenser for os. Lad mig citere præsten Flemming Baatz-Kristensen:

De (= jøderne) fortsatte med at holde gudstjeneste hver lørdag, men Jesus var gået og kom aldrig tilbage. Vi kan også fint holde gudstjeneste og tro, at han er der, men han kan kun være, hvor hans ord bliver modtaget. Ellers er han nødt til at gå. Bliver Jesus hos os i dette kirkeår, eller går han, mens vi bliver ved med at holde gudstjeneste? Bliv hos os, Herre! Eller skal vi snarere følge ham? Det handler ikke kun om et sted, men også om at bevæge sig efter ham. (På pilgrimsrejse i kirkeåret I, s.77)

Det virkelig alvorlige er, hvis vi fuldfører den sætning som Jesus brød af:

… for at udråbe et nådeår fra Herren OG en hævndag fra vor Gud.

Hvorfor læste Jesus ikke sætningen fra Esajas’ bog til ende? Det var i hvert fald ikke fordi han var bange for at blive upopulær. Og skal vi ikke også læse Guds ord i sammenhæng, så vi ikke bare smider om os med løsrevne bibelcitater? Jo, det skal vi. Men ordene er gældende til hver sin tid: Nådeåret knytter sig til Jesu første komme, mens hævndagen – eller dommens dag – er forbundet med Jesu andet komme. Da Jesus ikke er kommet igen for anden gang, er vi altså stadig i nådeåret eller nådetiden. Men lad det ikke blive en sovepude. Vi ved ikke hvornår nådetiden ophører, men vi ved at han i hvert fald indtil videre ønsker, at det skal være et nådens år i vores liv. Amen