24. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet. Amen  Matthæusevangeliet 9,18-26

Hvad har en socialt og religiøst udstødt kvinde og en højt respekteret embedsmand til fælles? Umiddelbart ikke det helt store. Men i dagens evangelietekst er de fælles om én ting: Nøden. De har en dyb nød og voldsom smerte i deres liv som driver dem frem til Jesus. Denne nød får dem til at handle i tro på at Jesus kan hjælpe dem og gøre en forskel. Vi ved ikke meget om dem, eller hvor de har deres tro fra. Vi ved heller ikke om deres tro mere var udtryk for desperation end tillid. Om det mere handlede om magi end ægte tro. Men vi ved, at de havde en tro, der i bogstavelig forstand greb fat om Jesus. Alle muligheder var udtømte lige bortset fra, at for Gud er intet umuligt. Deres tro er en grænseoverskridende tro, der kaster sig ud på de 70.000 favne som Søren Kierkegaard udtrykte det. Nu må det briste eller bære.

Den kostbare tro – en tro der koster

Troen er kostbar, og det er den fordi det er Gud der skaber den i os. Vi kan ikke selv frembringe den, fordi vi er født med vantro og manglende tillid til Gud. Men i dåben og ved Helligånden skaber Gud en tro, hvor der ikke er nogen tro.

Men det koster også noget at bekende troen. Det gjorde det for kvinden med blødningerne og synagogeforstanderen, og det samme kan ske for os.

Synagogeforstanderen

Vi ved fra parallelberetningerne i Markus- og Lukasevangeliet, at synagogeforstanderens datter endnu var i live, da han tog hjemmefra for at opsøge Jesus. Pga. klimaet skete begravelsen normalt samme dag, som døden var indtrådt, og derfor var der hurtigt stor travlhed med forberedelserne. Der skulle bestilles grædekoner eller grædemænd, fløjtespillere og ligbærere. Men inden de er nået så vidt, er synagogeforstanderen gået sin vej. Hvad tænker han på? En højt respekteret mand, som bl.a. havde ansvaret for opsyn med synagogen og dens finanser er taget væk for at finde Jesus. I synagogeforstanderens omgangskreds, som bl.a. talte de skriftkloge, var Jesus bestemt ikke højt agtet, nærmere sortlistet. Synagogeforstanderen risikerer med andre ord at sætte sit gode navn og rygte over styr. Og når alle nu kunne se, at der ikke længere var nogen redning for hans datter, hvorfor vælger han så i de mest kritiske øjeblikke at forlade sin hårdt prøvede og sørgende familie, der havde så meget brug for hans støtte og nærvær? Det er nemt at dømme, men hvad ville vi gøre, hvis vi i en håbløs og desperat situation øjnede et spinkelt håb – om det så bare var så skrøbeligt som et halmstrå? Nøden driver ham. Troen aktiverer ham til handling. Heldigvis efterkommer Jesus hans ønske om at gå med ham hjem, men undervejs bliver de opholdt af en kvinde med store problemer. Stakkels mand! Det hastede jo med at komme hjem. Det er næsten ikke til at bære disse forsinkelser, og det viser sig også senere da de når frem, at datteren er død i mellemtiden. De kom for sent!

Kvinden med blødningerne

Det er en næsten ubegribelig stor smerte og ensomhed kvinden med blødningerne levede med. Vi ved ikke, om hendes konstante blødninger skyldtes uregelmæssige menstruationsblødninger eller hæmorider, men én ting ved vi med sikkerhed: Hun var rituelt og kultisk uren! Det betød i den kultur hun voksede op i, at hun var udelukket fra meget af det sociale liv og ikke havde adgang til synagogen og templet. Hvis man rørte sådan en kvinde, eller hun rørte ved en, blev man rituelt uren og skulle gennemgå besværlige renhedsforskrifter som greb forstyrrende ind i ens dagligdag. Derfor holdt man sig pænt på afstand af hende. Meget hurtigt kommer også mistanken om Guds vrede og straf over hende. I tolv år havde hun levet sådan, og oven i denne dybe smerte og nærmest sociale udstødelse havde hun brugt alt hvad hun tjente og havde opsparet på lægebehandling, uden at det havde hjulpet noget som helst. Tværtimod var det kun blevet værre. Det fortæller parallelberetningerne.

Hun kommer ikke synligt og offentligt frem til Jesus. Hun sniger sig på vej hen til ham, for hun må slet ikke være i folkemængden, for dér kan nærmest ikke undgå at røre ved nogen. Og tænk hvis farisæerne og de skriftkloge opdagede det, for så faldt der masser af brænde ned i form af foragt og fordømmelser. Ovenikøbet tillader hun sig at røre ved kvasten på Jesu kappe. Det var nærmest kriminelt, for dermed påførte hun Jesus sin urenhed.

Ikke underligt at hun kommer bagfra, men Jesus møder hende forfra. Ikke med fordømmelse og vrede, som hun måske havde ventet, for han skulle jo helst ikke opdage hvad hun havde gjort. Men Jesus mærkede at der udgik en kraft fra ham, og han mødte hende med stor forståelse og kærlighed. Der lød ingen bebrejdelser, fordi hun havde overtrådt rituelle renhedsbestemmelser i Moseloven. Jesus afskaffede dem da han trådte ind i denne verden, og derfor kan hun så at sige ikke ”smitte” ham. Det samme gør sig gældende da Jesus senere tager den døde piges hånd. Han bliver heller ikke ”smittet” af hende og må erklæres for uren. Han er herre over alle kultiske og religiøse renhedsforskrifter.

Den ensomme og udstødte kvinde kalder han for ”datter”, og med denne kærlige, faderlige og guddommelige tiltale har Jesus givet hende en ny status: Hun tilhører nu Guds familie som en elsket datter. 12 års smerte, udstødelse og ensomhed er på et øjeblik vendt til glæde, accept og fællesskab. Det er sådan Jesus også møder os i dag!

Kvindens tro var en skjult og hemmelig tro. Én man ikke viser offentligt, men Jesus kalder hende frem i lyset for at hun skal bekende offentligt hvad der er sket med hende. På den måde får andre hendes vidnesbyrd at høre, og det kan være med til også at skabe tro i dem. Men først og fremmest får Jesus og Gud Fader den fulde ære, hyldest og lovprisning for det. Og det skylder vi dem med hele vores liv.

Fra død til liv

I slutningen af fortællingen kalder Jesus den døde pige til live. Det sker ved en lidt voldsom konfrontation med hele hylekoret af professionelle grædekoner / -mænd og fløjtespillere, og hvem der ellers har været til stede. Grædekoner og grædemænd er bestilt for at græde men i stedet for griner de af Jesus, da han siger, at pigen sover. Når man ikke passer sit arbejde ordentligt, kan man forvente at blive fyret. Og det er faktisk præcist hvad der sker: Jesus smider dem ganske enkelt på porten og gør dem arbejdsløse. Men man må sige at det er en velsignet fyring og arbejdsløshed. I hvert fald set i bakspejlet.

Men lige i situationen kan man godt spørge, om Jesus overhovedet har fattet situationens alvor? At pigen virkelig er død med alle de kendetegn der er på dødens indtræden i et menneskes liv? Jo, Jesus har fattet situationens alvor. Han benægter ikke dødens brutale realitet, men for ham er den kun som en søvn. Han er dødens overmand og overvinder, og eftersom kun Gud har ret og magt til at opvække døde, overtager Jesus Guds funktion og udøver Guds eksklusive ret. For han er Gud! Gud-mennesket Jesus Kristus. Kun Gud kan skabe liv, og kun Gud har ret til at tage det tilbage igen når den tid kommer! Her gør han altså en undtagelse og giver livet tilbage, som åbenbart var blevet taget for tidligt. Han er heldigvis herre over liv og død. Det er vores tryghed og sikkerhed i en verden hvor døden råder og spreder sin stank.

Døden er kun en søvn

”Pigen er ikke død, hun sover.” Hvilket fantastisk udsagn fra Jesus. Det er ikke bare det, man med et fagterminologisk udtryk kalder for en eufemisme. En eufemisme er en ”forskønnende omskrivning af et ord eller udtryk der har et ubehageligt indhold, eller som føles nedsættende eller stødende” (sproget.dk). For nylig var der nogle artikler i Kristeligt Dagblad som påviste, at vi ofte prøver at undgå den direkte italesættelse af døden og i stedet bruger udtryk som ”gå bort”, ”stille træskoene” eller ”sove ind”. Det virker langt mindre brutalt end at sige tingene lige ud ved deres rette navn. Nu kan der sagtens være god mening i at gøre det i visse situationer, uden at det af den grund behøver at være udtryk for at vi tabuiserer døden.

Men når Jesus kalder døden for en søvn, er det altså ikke udtryk for en eufemisme eller et tabu. For ham er døden ganske enkelt bare en søvn. De døde er stadig levende for ham. De levende døde så at sige. Døden er for ham højst et lille bump på vejen eller en krusning på havoverfladen. Døden er som en søvn man vil vågne op af igen. Døden har for ham kun en midlertidig karakter, fordi han om kort tid vil vække os til live igen. Synagogeforstanderens datter fik lov til at opleve en usædvanlig dødeopvækkelse og få en såkaldt ”second chance”. Det er sjældent det sker. Men som kristne der lever hver dag med en tro på vor Herre Jesus Kristus som dødens sejrherre og overvinder, bliver døden kun en overgang til et liv i en ny dimension. I vores trosbekendelse står vi hver søndag og fremsiger, at vi tror på kødets opstandelse og det evige liv. Derfor behøver vi reelt set ikke at frygte døden, når vi tror på Jesus og lever vores liv med ham.

Jesu indgreb og troen i dag

Over for Gud er vi alle lige. Jesus tager sig tid til den enkelte som vi læste i evangelieberetningen. Han gør ikke forskel på mennesker og tager ikke hensyn til deres sociale status og kompetencer.

Og så er han den der kan gribe ind i det sorteste mørke og vende det til den lyseste dag. To mennesker, en udstødt kvinde fra de lavere samfundslag og en respekteret mand fra de højere samfundslag, oplevede på hver deres måde et indgreb som fuldstændigt vendte deres liv på hovedet. Det var ikke bare noget der kunne ske dengang. Mange mennesker kan i dag bevidne at det samme er sket for dem i deres liv. Og forhåbentlig har du og jeg som er her i dag også oplevet det. For Jesus er den samme i går og i dag og til evig tid. Derfor er det muligt på samme måde at trænge sig frem til ham i bønnen og i Guds ord for at bede om hans hjælp. Han er ikke længere fysisk begrænset til at være på ét sted ad gangen. Nu kan han være til stede alle steder på én gang, og du kan møde ham når som helst og hvor som helst.

Jeg har understreget i dag, at den handlende tro er vigtig. En tro der kun har den rigtige bekendelse i munden og ikke handler på Guds ord, er en død tro og ingenting værd. Troen griber fat om Jesus og fat i Jesus, som kvinden der tog fat i kvasten på Jesu kappe, fordi han er troens genstand. Det er troen der får os til at handle. Vantroen gør ingenting og er nytteløs. Hvis kvinden med blødningerne og synagogeforstanderen ikke havde handlet i tro og var kommet til Jesus med deres nød, så var der ingenting sket i deres liv. Så var sygdommen fortsat med at hærge og døden indtrådt som et uafvendeligt faktum. Men de trådte ud af deres komfortzone og vovede pelsen – også hvor det indebar stor risiko for at blive foragtet og forkastet af det omgivende samfund.

Uanset troens vigtighed må vi alligevel slå fast, at i sig selv er den faktisk ingenting. Troen kan ikke helbrede eller opvække døde. Troen kan kun føre os hen til Jesus. Men det er også tilstrækkeligt. For så tager han over, og han har kraften og magten og viljen til at slå sygdommene og problemerne ned. Og han har besejret døden én gang for alle. Dens hærgen i verden i dag er kun udtryk for de sidste krampetrækninger, inden den endeligt selv bliver slået ihjel og trådt under fode. Amen