3. søndag i fasten
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!« Amen
”Der er to lige store –men hinanden absolut modsatte – vildfarelser, vi mennesker kan hildes i, hvad djævle angår. Den ene er at lade være at tro på, at de eksisterer. Den anden er at tro på dem og at føle en overdreven og usund interesse for dem. De for deres part er lige henrykt for begge vildfarelser og hilser en materialist og et menneske fuld af overtro med samme fryd.” (C.S. Lewis i forordet til bogen ”Fra Helvedes blækhus”).
Vi skal forsøge at betræde en vej mellem disse to yderpunkter og vildfarelser. Jesus var for sin del aldrig i tvivl om, at der eksisterer en ond, personificeret åndsmagt. Vi gør derfor klogt i at have den samme opfattelse. Livet og verden er en kampplads, hvor to magter slås om det enkelte menneske. Og vi bliver på den måde inddraget i kampen. Det er ikke muligt at stille sig i en neutral zone i et ingenmandsland. Som Jesus selv udtrykker det: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.” (11,23). Det er barske ord for den, der gerne vil forholde sig neutralt og afventende til Jesus og Gudsriget og helst ikke vil tage stilling. Eventuelt bare være en iagttager, en observatør. Kulturkristendommen i vores land er et typisk udtryk for en sådan mellemposition. Man vil gerne have det gode fra kristendommen, dens næstekærlighed, menneskesyn og gode traditioner, men der er også mange ting man gerne vil betakke sig for. Der er så meget som denne verden kan give, og som man tilslutter sig. Man foretrækker at stå sådan lidt med en fod i hver lejr. Det er rystende alvorligt, for det betyder i realiteten, at man har valgt at stille sig uden for Gudsriget: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig.” Det er ikke nok at hylde Jesus som et godt menneske, en profet, en rollemodel. Man må lukke ham helt ind i sit liv som sin personlige Frelser og Herre. Derfor har vi brug for en gennemgribende vækkelse i vores land, så vi bliver rystet i vores kulturkristendoms grundvolde, forlader den uholdbare og ikke-eksisterende neutralitetsposition og i stedet for vælger side: For eller imod Jesus.
Med krigsskib
I mange kirker kan man se et skib hænge ned fra loftet i det store rum, som netop kaldes skibet. Det skal minde os om, at vores liv er ligesom en lang sejlads på vej mod Himlen som vores destination. Livet kan være en rigtig skøn rejse at være på, men det er ikke ombord på et luksuriøst krydstogtskib. Vi befinder os nærmere på et krigsskib bygget til kamp. Det er ikke sikkert at vi selv erkender eller oplever det, men det er den virkelighed Bibelen præsenterer os for. Vi er i krig! Paulus gør det også meget klart i Ef. 6,12: ”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” Det er en dødsensalvorlig virkelighed. Kampen møder os oftest gennem mennesker, men det er onde åndsmagter der står bag.
Her har vi ikke en jordisk chance for at vinde kampen i egen kraft. Djævelen og hans dæmoner er en overmægtig fjende. Udfaldet er givet på forhånd. Vil du kæmpe i egen kraft, er du slået og færdig, inden du overhovedet er begyndt. Det er nemlig også sådan, at Djævelen har allieret sig med verden – eller verdens ånd – og den gamle, syndige natur, som er i mig. Hvordan skulle jeg da kunne vinde kampen ved egne anstrengelser alene, når jeg har en forræder og stikker boende i mig selv? Det kan ikke lade sig gøre. Vi må aldrig latterliggøre eller undervurdere Djævelens magt og klogskab, for så er vi prisgivet.
Gudsrigets sejr
Men hermed er ikke alt sagt: ”Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.” Jesus personificerer Gudsriget. Han er det nye Gudsrige i egen person.
Den egentlige kamp om os foregår for en stor del uden om os. Den er henlagt til den åndelige verden. Og her er det heldigvis sådan, at selvom Satan – hans navn betyder i øvrigt modstander – er en modstander og modmagt til Gud og hans rige, så kommer han aldrig til at udgøre en modgud. Han er en - ganske vist - mægtig skabning, men han kæmper mod en almægtig Skaber. Det gør kampen totalt ulige. Og det ved han, og derfor er han så desperat for at få så mange som muligt med sig i sit fald fra den himmelske verden.
Præsten Flemming Baatz Kristensen skriver om 3. søndag i fasten: ”I oldkirken ransagede man sig selv på denne søndag og frasagde sig forbindelsen til Djævelen, alt okkult væsen og brud på Guds bud. Der findes noget, der ikke kun er vores egen ondskab. Var det kun os selv, var vi dæmoner, og det er vi ikke, men vi er mennesker skabt i Guds billede og bestemt til at frelses. Men det overonde findes, det onde i renkultur, den onde vilje, en modmagt til Gud. Djævelen er stærk, og det skal vi have respekt for. Men så heller ikke mere. For der findes en, som er stærkere end den ondeste ondskab: Jesus Kristus! Han er kommet for at gøre Djævelens gerninger til intet. Han kunne drive dæmoner ud og sætte mennesker fri. Hans kærlighed drev ham til korset. Og dér satte han Djævelen på plads. Så stærk var hans kærlighed og offer.” (På pilgrimsrejse i kirkeåret I, s. 320).
Vores rolle i kampen
Hvad er så vores rolle i kampen? Skal vi bare sidde med hænderne i skødet, nu da Jesus har vundet over Satan på korset? Nej, desværre er synden og det onde jo stadig en frygtelig realitet i verden og vores liv. Det forsvinder først helt, når Gud skaber en ny himmel og en ny jord. Så der er stadig en kamp, der skal kæmpes her og nu, men vi må stå på sejrherrens side i kampen. Og her må vi tilbage til Paulus i Ef. 6,13, hvor han fortsætter: ”Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå.” Vi har fået en mægtig kampudrustning, og den består af tre hovedelementer – eller som én engang kaldte dem – tre atomsprænghoveder: Ordet, blodet og navnet. Eller mere præcist: Guds ord, Jesu blod og Jesu navn. Gudsordet er en Guds kraft til frelse og kan bevare os i troen på ham, men også sætte Djævelen til vægs som Jesus gjorde ved sine fristelser i ørkenen. Jesu blod er det der renser os fra al synd og dækker os som et skjold og en beskyttelse i kampen. Og så Jesu navn, som er det eneste navn i himmel og på jord som der er frelse i, men som også giver os autoritet, magt og kraft til at stå imod og uddrive det onde.
Kampen er til tider meget hård, men med Jesus som vores Frelser og Sejrherre, kan vi vinde kampen og nå helt i mål. Amen