7. søndag efter trinitatis
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Amen Lukasevangeliet 19,1-10
”Hellere lille og vågen end stor og doven”, siger en dansk talemåde. Og dermed mener vi jo at det går udmærket an at være lille af vækst, når man blot er kvik og energisk. Og det må man sige at Zakæus var. Der står rigtig meget på spil i denne fortælling – både for Zakæus og for Jesus.
Den foragtede og udstødte
Zakæus var vant til at skulle se op på de mennesker han talte med. De var på den anden side lige så vant til at se ned på ham – i mere end én betydning. For Zakæus var om nogen foragtet, hadet og udstødt af det store jødiske fællesskab:
”Hvordan Zakæus var havnet i en situation, hvor han forrådte sit eget folk, berigede sig på deres bekostning og i deres øjne var en fordømt, er svært at sige. Han har uden tvivl truffet nogle forkerte valg undervejs, men skæbnen har nok også haft sin andel i, at hans liv var blevet fastlåst i en blanding af uretmæssig rigdom, synd og misbilligelse. Måske har han på grund af sin lille vækst ikke kunnet passe et af datidens traditionelle job med de krav, der blev stillet til ens fysik. Måske havde romerne fået en klemme på ham, så han var mere eller mindre tvunget til at sige ja til tolderembedet.
Hvorom alting er: Zakæus' skæbne var hård og hans situation fastlåst. Han har stået på de nationalistiske jøders liste over mænd i Jeriko, de ville elske at snigmyrde. Han var rig, men også udstødt af sit folk. Værst af alt: I jødernes øjne var han fortabt.” (Robert Bladt i Anno Domini)
Toldere blev rent faktisk ikke betragtet som sande jøder. Man diskuterede i fuldt alvor, om de overhovedet kunne få tilgivelse for det, de havde gjort forkert. Og hvad havde Zakæus gjort forkert? Han arbejdede for den forhadte romerske besættelsesmagt. Det var slemt nok i sig selv. At han opkrævede skat for romerne, kunne vel forsvares så længe pengene blev brugt til samfundets opbygning og vedligeholdelse. At de opkrævede mere end det for at kunne brødføde sig selv, var vel også legitimt nok. Det var måden de måtte overleve på. Men at mange af dem sandsynligvis blev fristet til at opkræve langt mere end rimeligt var for at berige sig selv på deres landsmænds bekostning, var selvfølgelig ikke i orden. Og så var det et erhverv, hvor man kom i berøring med hedninger i strid med den jødiske lov.
Har vi så ondt af Zakæus? Ja, det har vi vel, når vi ser det hele med eftertidens kloge og klare øjne. Men hvordan ser vi i dag på mennesker, som lever et dybt umoralsk og uetisk liv? Mennesker der er brudt ud af det store fællesskab og ikke følger samfundets spilleregler men kun tænker på sig selv. Mennesker der beriger sig selv på andres bekostning ved at snyde og bedrage. Det er vel egentlig ikke mennesker vi har lyst til at omgås. Ville du tage imod en invitation fra sådant et menneske? Eller ligefrem invitere dig selv på besøg? Jeg tror jeg ville betakke mig.
At sætte alt på ét bræt
Zakæus’ situation var så fortvivlet og håbløs, at han vover at sætte alt på ét bræt. Han har ligesom ikke rigtig noget at tabe længere. Den økonomiske frihed og uafhængighed han har opnået som overtolder, en slags skattedirektør, bragte ikke nogen varig glæde og tilfredsstillelse ind i hans liv. Prisen blev for høj. Og hvordan kommer en landsforræder og udstødt så tilbage til fællesskabet?
Vi ved ikke hvordan Zakæus har hørt om Jesus. Vi ved heller ikke hvorfor han ønsker at få et glimt af ham. Men det han gør for at komme i forbindelse med Jesus, er dybt prisværdigt. Han ofrer sin egen værdighed og prestige, og selvom der måske ikke var så meget tilbage, så holder vi mennesker alligevel til det sidste fast på den rest, der måtte være tilbage. En fri, voksen mand kravlede ikke op i et træ på den tid. Det var simpelthen under al værdighed. Kun børn og slaver gjorde den slags. Bare det at løbe i forvejen som Zakæus gjorde, var pinligt. Og så skyndte han sig ovenikøbet ned fra træet for at komme hurtigt hjem, som om han var jaget vildt. Det var aldeles skamfuldt.
Men også Jesus sætter sin værdighed og sit gode navn og rygte over styr. Han kunne jo have tilsluttet sig folkemængdens spot og foragt og derved scoret nogle billige point. I stedet overfører han Zakæus’ uværdighed og skam til sig selv. Han vil ikke bare tale med Zakæus men ligefrem invitere sig selv ind som gæst i hans hjem. Det var en helt utænkelig situation for en retskaffen jøde.
Mødet med Jesu kærlige øjne
Mødet med Jesus blev på alle måder skelsættende for Zakæus. Her mødte han én, som fandt ham, ville ham, så ham, anerkendte ham og elskede ham ubetinget. Det kunne han mærke allerede i det første, kærlige blik Jesus sendte ham oppe i træet. Jesus var villig til at kigge op på Zakæus og ikke se ned på ham, som var det normale. Jesus værdigede ham mere end et blik. Anerkendelsen kom ikke mindst, da Jesus kaldte ham en Abrahams søn. Det må have lydt som en kæmpe provokation for folkemængden. Zakæus var ikke bare jøde af fødsel og omskåret men én der valgte nu at gå i trosfaderen Abrahams fodspor. Et åndeligt barn af Abraham.
Det er Jesus der tager initiativet. Godt nok havde Zakæus besluttet sig for at få forbindelse med Jesus og løbe i forvejen, men hvad havde et glimt af Jesus hjulpet ham, hvis ikke Jesus var stoppet op og havde konfronteret ham. Så havde Zakæus’ liv fortsat med at være det samme som før. Det er heller ikke Zakæus der inviterer Jesus hjem, selvom han er vært, men det er gæsten Jesus, der inviterer sig selv. Det er altid Jesus der tager det første skridt – også i vores liv: ”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig der har udvalgt jer.” (Joh. 15,16). Det vigtigste er ikke at se Jesus men at blive set af ham. Det vigtigste er ikke at finde Jesus men blive fundet af ham.
Synden og omvendelsen
Det er ikke kun i farisæernes og folkemængdens øjne at Zakæus er en synder. Det er han også i Jesu øjne. Jesus var rigtignok gået ind som gæst hos en syndig mand. Gud ser aldrig igennem fingre med vores synd. Synd er oprør og adskiller os fra Gud. Og derfor må der et opgør til med synden i vores liv. Også i Zakæus’ liv. Men Jesus ser mere end synden og det mislykkede. Han ser til hjertet og det behov og den smerte som er derinde. Zakæus har brug for tilgivelse, oprejsning og genoprettelse. Derfor er mødet med Jesus et møde med Guds betingelsesløse nåde. At Jesus går ind hos en syndig mand er et evangelium, som kommer ud af de forkertes mund. Dem der ikke forstod evangeliet men ville leve efter lovens retfærdighed. Det er nåden, der kommer først. I modsætning til farisæerne, som ikke havde omgang med syndere, før de havde angret og ændret handlingsmønster.
”Jesus må ind i vort liv, hvis vort liv skal blive anderledes. Det er ikke os, der skal forandres, for at Jesus kan komme ind,” siger den norske teolog Gunnar Elstad. Og så fortsætter han med et lille uddrag fra tegneserien Busser og Blondie (det er vist kun os der har tilegnet os grå hår der kan huske den):
”Tegneserien skildrer livet i en soveby, hvor kønsroller og normer er lagt helt fast – ligesom i ”gamle dage”. En dag kommer Busser hjem og ser, at hans kone er helt nedslidt efter en stor omgang rengøring. Hans naturlige spørgsmål er: ”Hvorfor slider du så hårdt netop i dag?”
Blondies svar viser, at hun er en husmor, der vil have æren i behold: ”Hushjælpen kommer i morgen, og så vil jeg ikke have, at hun skal se, hvor snavset vi har det.”
Og vi må gerne le ad Blondie. Men når vi så er færdige med at le, kan vi godt spørge os selv, om det ikke er sådan, vi tænker, når talen er om at lukke Jesus ind. Da vil vi gerne beholde vor egen ære, selv rydde op og gøre rent. Først derefter vil vi måske lukke ham ind. Der er bare det, at så langt kommer vi aldrig, for vi bliver aldrig ordentlig færdige med at rydde op og gøre rent. Og det er jo netop oprydningen og rengøringen, Jesus vil tage sig af. Det er netop derfor, han vil ind i vort liv – fordi han ved, vi ikke selv kan klare det!” (I nådens rige, s.10).
Frugten af nådens indtog
”Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer”, hørte vi tidligere fra Joh. 15,16. Men Jesus fortsætter med at sige: ”… og sat jer til at gå ud og bære frugt og blive ved med at bære frugt, så Faderen kan give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.”
Der kom så vist også en frugt i Zakæus’ liv. Hvad Jesus har snakket med Zakæus om, ved vi ikke, men der er ikke noget der tyder på, at han har fået besked på at give langt over halvdelen af sin formue væk. Det var heller ikke et krav i Moseloven. Zakæus var gået fallit med sit liv og havde kapituleret ved at overgive sig helt til Jesus. Nu var han næsten også ved at gå økonomisk fallit – endda helt frivilligt. Det blev i hvert fald en dyr omgang at invitere Jesus indenfor.
Hvorfor udsætter Zakæus sig selv for det? Fordi frelsen og frelsesglæden var kommet ind i hans hjem og hjerte. Og det affødte helt naturligt en trang til at få gjort op med det gamle liv og sætte en ny kurs for det nye liv. Hvor Jesus kommer ind, må det forkerte ud. Det kan godt gøre ondt at skulle gøre op med mange års eller måske ligefrem årtiers syndige vaner og livsstil. Synd virker bestemt ikke altid afskrækkende på os men kan være særdeles tiltrækkende. Men synden nedbryder os, og Zakæus ville ikke have ødelagt det nye liv med det gamle livs indhold. Et nyt genoprettet forhold til Gud, betød et nyt genoprettet forhold til hans medmennesker. Om det også betød, at Zakæus blev rehabiliteret i samfundet som helhed, ved vi ikke, men det var under alle omstændigheder et stærkt vidnesbyrd om Guds indgreb i hans liv. Den slags sker normalt aldrig frivilligt men mere når man er pisket til det.
Rigdommens bedrag og velsignelse
Det er i øvrigt interessant, at Jesus IKKE beder Zakæus om at give alt hvad han har til de fattige. Det havde han ellers lige kort forinden sagt til en ung rådsherre: ”Sælg alt, hvad du har, og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig! Da manden hørte det, blev han fortvivlet, for han var meget rig.” (Luk. 18,22-23).
Hvorfor går Jesus her ind for forskelsbehandling? Fordi Zakæus i mødet med Jesus var blevet løst fra rigdommens bånd og bedrag. Den rige unge rådsherre valgte derimod at fortsætte et liv som rigdommens slave. ”Hvor er det vanskeligt for dem, der ejer meget, at komme ind i Guds rige. Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.” De, der hørte det, sagde: ”Hvem kan så blive frelst?” Jesus svarede: ”Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.” (Luk. 18, 24-27). Zakæus er netop et eksempel på, at det ER muligt for Gud at løse et menneske fra rigdommens magt og forvandle et hårdt, syndigt, materialistisk og grådigt menneske til en god, generøs og gavmild efterfølger af Jesus.
Og så er det i øvrigt ikke ukristeligt at være rig. Rigdom kan også være til stor velsignelse, når den der har fået den givet, er gavmild nok til at dele ud af den og investere den til gavn for fællesskabet som helhed. Det er desværre ikke rigtigt som Hans Anker Jørgensen udtrykker det i salmen nr. 369, som vi skal synge senere: ”… der er ingen rige i mit rige”. Jo, der er, og Gud ske tak og lov for det!
Fri og bundet
Der bliver ofte bedt en udgangsbøn med ordene: ”Herre, vi takker dig, fordi vi går herfra med din fred, frie i din nåde og bundet i kærlighed.” Det er paradoksalt. Fri og bundet på samme tid. Og så er det alligevel ikke så mærkeligt. Vi kan let tro at den ultimative frihed indebærer, at vi bliver det selvstændige, uafhængige og autonome menneske. Det bliver ofte dyrket i det danske samfund i dag. Men det er en illusion. Friheden findes i bundetheden! Ikke den misforståede frihed i adskillelsen og oprøret mod Skaberen hvor vi hengiver os til et liv i synd, lovløshed og urenhed. Men den frivillige bundethed til Gud og den kærlighed og retfærdighed, som kendetegner ham. Der er en paradoksal frihed ved at være Guds slave, som vi hørte det i epistelteksten til i dag: ”Engang var I slaver af selvoptagethed og lovløshed og gjorde alt det forkerte. Nu skal I være slaver for Gud i stedet og kun tilhøre ham. Da I var slaver af jer selv, var I fri for Guds krav. Men hvad fik I ud af det? Kun noget, I skammer jer over i dag, og som fører døden med sig. Nu er I blevet befriet fra jer selv og er i stedet slaver for Gud. Jeres belønning er, at I tilhører ham og til sidst får evigt liv.” (Rom. 6, 19b-22)
Jeg vil runde historien med Zakæus af ved igen at citere den norske teolog, Gunnar Elstad (I nådens rige, s.10):
”Zakæus er et forbillede for os, fordi han gav afkald på værdighed og prestige og var villig til at stå frem for at komme i forbindelse med Jesus.
Han er et forbillede, fordi han skyndte sig.
Han er et forbillede, fordi han tog imod Jesus, før han havde prøvet på selv at rydde op i sit liv.
Og så er han ikke mindst et forbillede for os, ikke fordi han er så lille, men fordi han er så stor.”
”Da Herren vendte Zions skæbne, var det, som om vi drømte”, læste vi i teksten fra Gammel Testamente (Salme 126). Da Herren Jesus vendte Zakæus’ skæbne, var det, som om han drømte – men det var virkelighed. Teologen Robert Bladt siger det på denne måde: ”Ingen er ramt af fortabelsen som skæbne, for vi har en Gud, som vender skæbner.” (Anno Domini). Amen