Aftenmeditation over 1.Kor. 9,24-27

1. Kor. 9,24-27 (Bibelen 2020)

Når der er løb på stadion, så løber alle deltagerne, men der er kun én, der vinder guld. I skal sørge for at løbe, så det bliver jer, der vinder.

Idrætsfolk sætter alt andet til side for at komme på førstepladsen. Deres sejrskrans visner, men den, vi får, varer evigt.

Jeg løber direkte mod målet og bokser ikke planløst ud i luften. Jeg træner min krop hårdt og gør den til min slave. Det skulle jo nødig ende med, at jeg, der har fortalt andre om Jesus, selv falder igennem.

Refleksion over 1. Kor. 9,24-27 (Bibelen 2020)

Håndboldherrerne endte som bekendt med at kunne kalde sig for dobbelte verdensmestre. Men vejen dertil var lang og hård. Det krævede målbevidst arbejde at nå frem til førstepladsen. Og det krævede afholdenhed fra det sociale og familiære liv, en streng diæt og træning af krop og psyke. Kun gennem udholdenhed kunne det rigtige resultat opnås.

Lige nu kan kampen mod coronaen godt ind imellem føles som en udmarvende håndboldkamp, hvor vi konstant bliver udfordret på vores udholdenhed. Fra tid til anden dukker der små lyspunkter op, når vi efter nogen tid længselsfuldt har set frem til den næste udmelding fra Statsministeriet, Sundhedsstyrelsen og de andre involverede myndigheder. Vi har efterhånden lært at være afholdende i forhold til håndtryk og kram. Vi skal konstant holde afstand og i det hele taget afholde os fra at omgås mennesker – i hvert fald må det kun rent fysisk være på et minimum.

I kirkeåret er vi gået ind i fastetiden. Først forfasten og så den lange hårde faste frem til påsken. Det var mest i gamle dage man tog det alvorligt, og det krævede både afholdenhed og udholdenhed.

Det er ikke nemt at tale om faste og afholdenhed ind i en kultur og et samfund som konstant er på jagt efter det sidste og nyeste forbrugsgode. Vi fylder vore liv og hjem med ting og sager – ofte helt unødvendige – og kalenderen er propfyldt til bristepunktet med aktiviteter af større eller mindre vigtighed. Faste er langt på vej gået af mode – med mindre man ønsker at tabe sig. Så hellere feste med masser af underholdning på programmet.

Men faste handler ikke kun om at være afholdende i forhold til mad og drikke. Det kan også indeholde afholdenhed i forhold til hele tiden at skulle eje noget nyt. Afholdenhed i forhold til arbejdsopgaver, som måske kan vente og ikke er så vigtige endda. Afholdenhed i forhold til fritidsinteresser, sport, underholdning og fornøjelser. Det er vi jo allerede blevet tvunget til. Corona har lært os noget om at være afholdende, holde afstand og sige nej. Ikke med vores gode vilje. Afholdenhed handler også om nøjsomhed. At nøjes med det man har, eller måske endda nøjes med mindre.

I sin bog ”Det hellige år” har den svenske pinsepræst, Peter Halldorf, sagt noget væsentligt om fasten: ”Faste handler ikke om selvpineri og heller ikke om at foragte Guds gode gaver i livet. Det er tværtimod den, der har øvet sig i at være tilbageholdende, der virkelig lærer at nyde det, der bliver serveret. Bag ved skikken med at faste ligger en række selvfølgeligheder. Kun den, der har lært at sætte nogle grænser for sit liv og sige nej tak, kan sætte pris på det gode. Når mavens fristelser får magten, bliver vores åndelige modstandskraft mindre. Fasten holder begæret i ave, så det ikke udvikler sig til tvang og ufrihed. Derfor har vi brug for grænser i alle livets forhold.

Når den ældre åndelige litteratur opfordrer os til ikke at knytte os til for mange mennesker, er det ikke af foragt for det menneskelige fællesskab, men tværtimod af respekt. Vi er ikke i stand til at lukke uendeligt mange mennesker ind i vores liv. Så bliver det aldrig til venskab, men kun overfladiske bekendtskaber. Egentlig burde det være en selvfølge, at livet ikke kan rumme uanede mængder af relationer, forpligtelser og ting. Fasten er en tid, hvor vi tager et overblik over vores liv. Evaluerer og gør status. Hvis vi kan mærke, det er blevet sværere for os at være opmærksomme, hvis blikket og tankerne farer rastløst omkring, må vi spørge, hvad grunden er. Har vi så travlt, at ingen møder med andre bliver andet end episoder?

Fastens kald til mig er derfor: Træk en grænse i dit liv, sæt nogle streger i din kalender. Det handler ikke om revolutioner. Små tilretninger er nok; det vigtigste er kontinuiteten.” (Peter Halldorf: Det hellige år, s.50)

Og med kontinuiteten er vi inde på udholdenheden som nært forbundet med afholdenheden. Uden udholdenhed hjælper det ikke med afholdenhed. Så bliver det bare til fiasko og frustrationer. Hvis man skal være udholdende, er man nødt at have et mål foran sig. Man løber ikke på må og få, når man melder sig til et løb. Der er en afgrænset og udstukket rute, der skal tilbagelægges. Og man ved at målet venter forude. Det hele får en ende, og man aner på et tidspunkt lys for enden af tunnelen. Udholdenheden gør mig stærk. Både fysisk og psykisk, når vi fx snakker løb. Men også åndeligt set bærer udholdenheden frugt. Paulus udtrykker det på denne måde i Rom. 5,3-4 i forbindelse med forfølgelser: ”Vi er også stolte af de forfølgelser, vi udsættes for. Vi ved, at forfølgelserne gør os udholdende, at udholdenhed giver os modstandskraft, og at modstandskraft giver os håb.” (Bibelen 2020)

Når man siger nej til noget i sit liv, er det også for at kunne sige et større ja til noget andet i sit liv. Så det får mere plads og kan udfolde sig. Og når man gør det langsigtet, skaber det en værdifuld frugt i vores liv. Vi er ikke afholdende for afholdenhedens skyld, men for at opnå et større gode. Amen