Aftenmeditation over bønnens Gud

Refleksion over Rom. 8,26-28 + Ef. 3,20

Bønnen er blevet kaldt for den kristnes åndedræt. Lige så afhængige vi er af luft for at kunne leve et fysisk liv, lige så afhængige er vi af bøn for at kunne leve troens liv med Gud. Mens det første er en selvfølge, er det langt fra sikkert at vi er kommet til en erkendelse af, at det sidste også er tilfældet.

Afhængighed

Og det hænger måske sammen med, at vi som mennesker generelt ikke bryder os om afhængighed. Vi vil gerne være frie, selvstændige, selvkørende og uafhængige. Det behøver der ikke at være noget usundt i. Selvstændiggørelsen af et menneske sker ret tidligt i barndommen og er udtryk for en sund og god udvikling. Det er først når trangen til uafhængighed begynder at udvikle sig uafhængigt af andre mennesker og af Gud, at vi kører af sporet. Vi er skabt med en indbyrdes sund afhængighed af hinanden og af Gud som vores skaber og frelser.

Når man lever i et parforhold eller i et forhold mellem barn og forælder, er der et indbyrdes afhængighedsforhold og forhåbentlig også et kærlighedsforhold, som opleves trygt og godt. På samme måde kan bønnen også være udtryk for et kærlighedsforhold mellem Gud som min far og jeg som hans barn, hvor jeg naturligt kan tale med ham om alt i mit liv. Forskellen er bare, at i forhold til Gud er der ikke tale om et indbyrdes gensidigt afhængighedsforhold men udelukkende om et ensidigt afhængighedsforhold fra min side. Derimod kan kærligheden være gensidig.

Hjælpeløshed

Så langt kan de fleste nok godt være med. Fra Romerbrevet hørte vi derimod om hjælpeløshed og magtesløshed i bønnen: ”Desuden kommer Helligånden os til hjælp i vores magtesløshed, for vi ved ikke, hvordan vi bedst kan bede til Gud.” Nu begynder det at blive ydmygende. Det skulle vel ikke være så svært at bede. Det er på den ene side rigtigt, at det er enkelt og ligetil at komme til Gud med alt hvad der ligger os på hjerte. Og på den anden side kan bønnen let blive en selvcentreret trædemølle, hvor jeg ikke når ind i Guds nærhed og tanker.

Bøn er i sig selv et tegn på hjælpeløshed. Det er den hjælpeløse, der beder – ikke den selvhjulpne. Kun den der ydmygt erkender, at jeg magter ikke mit liv uden Gud men må kapitulere, har forstået noget væsentligt om, hvad bøn er. Det er altså hjælpeløsheden, der hjælper mig ind i bønnens forunderlige verden. Den er indgangsbilletten så at sige.

Bønnemod

Men nu vil jeg faktisk gerne fokusere på et andet aspekt ved bønnen, som vi kunne kalde bønnens frimodighed eller simpelthen bønnemod.

”Gud kan gøre uendelig meget mere med os end det, vi beder om eller forstår, fordi hans kraft virker i os.” (Ef. 3,20 i Bibelen 2020)

Det er godt med en erkendelse af hjælpeløsheden i bønnen som modvægt til den tendens der er i tiden med dens fokus på menneskets næsten grænseløse potentiale og muligheder. Her kan det være godt at minde om det, som man har kaldt det mulighedsbegrænsede menneske. Men vi skal ikke blive ved det. Kigger vi kun indad – hvad enten det handler om vores begrænsninger eller potentiale – så ender det ofte med at blive så frygtelig selvcentreret. Vi kan let blive enten mismodige eller overmodige. Så er det meget bedre at have fokus på den såkaldte mulighedsubegrænsede Gud. For bønnen retter sig jo mod Gud – hvor simpelt og banalt det end kan lyde. Og nogle gange kan det være godt at standse op for netop dette banale faktum, at vi har med Gud at gøre i bønnen. For det er faktisk ikke altid så let at bevare sit fokus på Gud i bønnen, når vores omstændigheder hele tiden vil distrahere os.

Guds arbejde i os og med os

Gud er en realitet i os – ikke kun en realitet uden for os. Helligånden er flyttet ind i den, som lever i troen på Jesus. Og så har han faktisk tildelt sig selv en fast adresse i os. Det betyder, at vi har fået adgang til Guds kraft, som stilles til disposition for os. Og det er ikke en hvilken som helst kraft. Det er opstandelseskraften! Den samme kraft som oprejste Kristus fra de døde, er nu tilstede i os. Og det betyder at Gud kan gøre uendelig meget med os end det, vi beder om eller forstår.

”I lovprisningen giver Paulus udtryk for, at selv om han har bedt om meget, kan og vil Gud give endnu mere. Gud vil give langt mere, end vi nævner i vor bøn, og langt mere, end vi kan tænke os som genstand for bøn. Det græske ord, som er anvendt, hyperekperissou (”langt ud over”) er sprogets stærkeste udtryk for det, der sprænger alle mål.” (Efeserbrevet ved Flemming Frøkjær-Jensen, Credo kommentaren, Credo Forlag)

Det kan godt være, at det i første omgang betyder, at jeg kommer under en hård behandling. Ligesom vintræet skal beskæres for at bære frugt, er der noget i mig som skal beskæres. Og det gør ondt. Men så er der også mulighed for, at der bagefter kommer en langt større og bedre frugt i mit liv. Det er den som Paulus taler om i Gal. 5,22: ”Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” Det er ikke småting, når Helligånden begynder at udvirke disse ting i vores liv. Der skal en guddommelig kraft til. Men tør vi bede om dagligt, at det må ske? Det betyder jo en daglig kamp mod kødet, den gamle natur i os.

Guds arbejde i os og ud fra os

Helligånden arbejder ikke kun i os og med os men også ud fra os. Der går en kraft ud fra os. ”Gud virker gennem os med sin kraft og kan gøre meget mere, end vi beder om eller forstår.” (Ef. 3,20 i Bibelen på hverdagsdansk 2015). Det betyder bl.a. at vi frimodigt kan stille os til rådighed for hinanden med forbøn. Guds kraft flyder gennem os og ud til vores medmennesker. Vi kan bede for andre, at de må opleve Guds fred og kærlighed i deres liv. Vi kan bede for andre, at de må blive helbredt fra sygdom og lidelser. Faktisk har vi fået en autoritet til at befale sygdom at forsvinde i Jesu navn. Vi kan bede med andre til frelse og tro på Jesus Kristus. Tør vi bede om, at Gud vil bruge os på den måde og stille os villigt til rådighed for ham? Det er ikke os, der skal i centrum, men det er bønnens Gud, der virker mægtigt i os og gennem os. Paulus siger det uden omsvøb i Fil. 4,13: ”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.” Amen.