Alle helgens dag

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:

»Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.

Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.

Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.

Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.

Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.

Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.

Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på.

Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« Amen

Matthæusevangeliet 5,1-12

Hele trinitatis-tiden i kirkeåret er kraftigt domineret af den grønne liturgiske farve, men lige præcis i dag brydes den grønne dominans af den hvide farve. Det er glædens og festens farve. Den symboliserer også renhed og sejr. Og så kan man godt undre sig over, hvorfor lige den farve skal være fremherskende på en dag, hvor vi mindes de døde. Men det er der naturligvis en god grund til. Eller rettere flere gode grunde til.

I den internationale kirkekalender er alle helgens dag i den vestlige del af kirken den første november og alle sjæles dag – eller alle dødes dag - dagen efter. Men i Danmark er Alle helgens dag og Alle sjæles dag smeltet sammen til én dag og kaldes alle helgens dag og fejres altid den første søndag i november.

Helgen og hellig

Ordene ”helgen og ”hellig” har ikke så god en klang i mange danskeres ører. Desværre. Det lugter af eksklusivitet, hykleri og bedrevidenhed. Og det er jo sandt, at vi alle er lige for Gud, og ingen er derfor i én forstand bedre end andre. Vi er alle skabt i Guds billede, Jesus er død for os alle, og vi frelses alle på samme måde, nemlig af Guds nåde ved troen på Jesus Kristus uden gerninger.

I den protestantiske, evangelisk-lutherske kirke har vi ofte en særlig aversion mod ordet ”helgen”, som giver os en dårlig katolsk eftersmag i munden, og så findes ordet i øvrigt heller ikke i bibelen.

Men ordet ”hellig” har et stærkt bibelsk fundament og bør ikke kasseres fra vores ordforråd. Ellers går der noget meget vigtigt tabt. Alle kristne er kaldet til at være hellige. ”I skal være hellige, for jeg er hellig”, siger Herren (1. Pet. 1,16). Desværre kommer vi ofte til at misforstå det som noget vi skal præstere. Men helligheden er ikke en kvalitet i os, eller noget vi kan blive i os selv. Den er ikke noget selvstændigt, men handler om at have del i Gud. Når vi åbner os for Helligånden og hans indflydelse i vores liv, kan helligheden skinne gennem os. Og vi er jo kaldet til at være lys, salt og en duft af Kristus i verden.

På den baggrund kan vi også godt vove at tage ordet ”helgen” i munden: En helgen er et menneske, som Guds lys på en særlig måde skinner igennem, så andre kan se det! (Fra døden til livet, s.259). Sådan udtrykker pensioneret præst Frede Møller det. Og han citerer Ralf Luther: Helgener er mennesker, som gør det lettere for os at tro – ikke på dem, men på Gud. (Fra døden til livet, s.259). På den måde peger de sande og ægte helgener væk fra sig selv og hen på Gud. De spejler og afspejler Gud med deres liv.

Alle helgens dags 4 x indhold

Når vi bruger den hvide farve – glædens og festens farve – på Alle helgens dag skyldes det flere ting:

1. Det er kirkens store familiedag, der markerer fællesskabet mellem dem der er nået frem til målet og os, der som kristne pilgrimme stadig er på vej mod målet. På den måde er det alle de helliges dag. Dette fællesskab mellem døde og levende er også udtrykt i vores nadverritual: ”Derfor vil vi med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang.”

Døden har adskilt os og sætter et ufravigeligt skel, men i Kristus Jesus kan vi være forbundne med hinanden. Vi kan være sammen i et Kristusfællesskab. Og så skal vi huske på, at for Gud er de døde altid levende. De er så at sige de levende døde. Uanset hvor meget man er blevet brændt til aske eller er gået i forrådnelse i jordens muld, så er man stadig lige så fuldt levende for Gud. Ham slipper vi bogstaveligt talt aldrig for. Og heldigvis for det. For de efterladte lever den døde i erindringen og har ikke længere en fysisk eksistens i verden, men i virkeligheden er man som død bare gået over i en anden livsdimension.

2. Alle helgens dag er også en pilgrimsdag. Vi er som kristne vandringsfolk. En slags åndelige nomader. Vi er på vej mod himlen og har et himmelsk statsborgerskab. Her på jorden er vi i virkeligheden fremmede med en midlertidig opholdstilladelse. Vi er i verden, men vi er ikke af verden.

3. I den lutherske kirke er der også tradition for at se Alle helgens dag som en reformationsdag. Vi takker Gud for reformationen, fordi den betød en fornyelse af kirken i form af en tilbagevenden til kilderne og de gamle stier. I øvrigt var det den 31. oktober 1517, at Luther offentliggjorde sine teser, den dag som nu er blevet til Halloween, alle helgens aften.

4. Det er også muligt på Alle helgens dag at bruge den røde farve for at betone dagen som en martyrdag (ligesom 2. juledag), hvad den oprindeligt var. Vores tanker og bønner går da til vores forfulgte kristne brødre og søstre ud over jorden. De er om nogen forbilleder for os, så vi kan lære af dem.

I Johannes Johansens velkendte og elskede salme ”Du som har tændt millioner af stjerner” (DDS 787), siger han i vers 4: ”Tak for de mennesker, som blev vor støtte, når vi fandt vejen besværlig at gå.” Vi takker og ærer de afdøde ved at fremhæve deres gode gerninger, og vi lader først og fremmest takken gå opad til Gud. Og dernæst lader vi dem være rollemodeller for os, så vi gør de samme gode gerninger. Det står i anden halvdel af verset i salmen: ”Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte, mød du os selv i de svage og små.” Vi skal fortsætte og fuldende det som de afdøde startede. Vi står altid på skuldrene af dem og er så at sige et produkt og et resultat af dem. Uden dem skulle vi starte helt forfra.

I særlig grad bør vi ære, efterligne og efterfølge dem, som er døde for Kristus, med Kristus og i Kristus. I virkeligheden er det jo ham, der er centrum for alt – også på en dag som i dag. Teologen Robert Bladt udtrykker det på denne måde:

”Vi fejrer en Kristus-fest. Vi går til gudstjeneste med vores tab og savn, men vi gør det for at fejre alle helgens forfremmelse. Enhver, som levede med tro på Kristus i hjertet og bekendelsen til Kristus i munden, er ved døden blevet forfremmet fra fattigdom, sorg og længsel efter retfærdighed til rigdom, glæde og herlighed.” (fra bogen Anno Domini til Allehelgensdag)

Salig

I dagens evangelietekst møder vi de hellige eller helgenerne om man vil. Dem som Jesus priser salige. Selve ordet salig er ikke længere nutidsdansk og kan derfor måske være lidt svært for nogen at forstå. Man har i tidens løb forsøgt sig med forskellige oversættelser. Det bedste er nok lykkelig, men betydningen af det ord bliver let indskrænket til noget rent følelsesmæssigt. En anden oversættelse bruger ordet velsignet, men det er jo heller ikke et særligt gængs ord uden for den kirkelige verden. Bibelen 2020 bruger ordet heldig, og det er oversætterne efter min mening bestemt ikke sluppet særlig heldigt fra. Det kan da om noget misforstås. De hellige er ikke nødvendigvis de heldige – i hvert ikke i den normale forståelse af ordet. Og de heldige behøver slet ikke at være hellige i bibelsk forstand.

Ordet salig kalder under alle omstændigheder på en forklaring. Lektor i teologi, Torben Kjær sammenfatter det på denne måde: Ordet salig betegner en dyb og fredfyldt glæde, der er skabt af Guds frelsende nærvær. Salighed er frelsens glæde. (Credo kommentaren til Matthæus Evangeliet I, s.104).

Salighed har altså ikke noget med lykkefølelse at gøre i almindelighed som ofte kan være meget svingende i forhold til vores ydre omstændigheder og indre psykiske stemning. Salighed i bibelsk betydning er egentlig en tilstand og relation man står i over for Gud.

De fattige i ånden

Og hvem er det så, Jesus beskriver som salige? Det er de fattige i ånden. Og det er igen et svært udtryk som kan misforstås. Det har ikke noget med fattigdom i almindelighed at gøre. Heller ikke at man skulle være specielt dum og uintelligent i betydningen åndsfattig. Det beskriver igen som i tilfældet med salig min relation til Gud og i forholdet til frelsen.

Torben Kjær skriver: Det er dem, der ved, at de ikke har noget i forhold til Gud, og erkender, at de er hjælpeløse over for ham, dybt afhængige af ham og udleveret til hans barmhjertighed. De fattige er anvendt metaforisk til at beskrive de troende. (Credo kommentaren til Matthæus Evangeliet I, s.105).

Det er normalt ikke en tilstand, vi ville beskrive som særlig lykkelig, privilegeret og ønskværdig. Umiddelbart er der jo tale om en mangelsituation. Fattigdom handler om at mangle, selv de mest basale ting i livet. Men i forholdet til Gud er det den bedste situation, vi kan komme i. De to tomme hænder som vi rækker frem mod Gud i vores totale afmagt og fattigdom indebærer, at Gud kan komme os i møde og fylde dem med netop alt det vi mangler. Så længe vi har nok i os selv og har nok af alt, så rækker vi IKKE hænderne ud mod Gud. Og så er vi for alvor ”fattige”. Vores selvtilstrækkelighed i relation til Gud er vores store problem. Vi vil af naturen ikke sidde på tiggerens plads over for Gud, og derved frarøver vi os selv den lykke og salighed det er at modtage frelsen og Guds nåde helt gratis. De fattige er de modtagende. De fattige i ånden er dem, der modtager, hvad Gud giver dem.

De helliges kendetegn og vilkår

At være hellig, en helgen, fattig i ånden, troende, eller hvad vi nu vil kalde det – for det er egentlig bare forskellige ord for det samme – har forskellige kendetegn:

1. Det er dem der sørger. Ikke en hvilken som helst sorg, men sorgen over deres synd og den skyld der følger med. Synden indebærer adskillelse fra Gud og ødelægger mit liv på alle måder. Men dem der sørger på den måde bliver trøstet, og trøsten hedder tilgivelsen, som sætter mig fri i mit forhold til Gud og i forholdet til mine medmennesker.

2. Det er dem, der er sagtmodige, dvs. dem der lider uret og afstår fra at bruge vold. De kan endda være blevet berøvet alt her på jorden, som det ofte sker med kristne i forfølgelsessituationer, men de skal arve jorden. Guds rige giver ejerskab til jorden, og det opleves fuldt ud den dag Gud skaber en fornyet og forvandlet jord.

3. Det er dem, der længes efter retfærdighed i relation til Gud og mættes af den retfærdighed som Jesus giver til den troende. Den tilregnede retfærdighed. Det som Jesus har gjort for os, gælder fuldt ud for os. Hans retfærdighed er vores retfærdighed i troen på ham.

4. Det er dem, der bliver mødt med Guds barmhjertighed, da han frelste dem af ren og skær nåde. Derfor er de selv villige til at vise barmhjertighed ved at tilgive, bære over med og give uden forventning om gengæld til deres medmennesker.

5. Det er dem, som er rene af hjertet i betydningen, at de har et udelt hjerte – altså en grundindstilling til Gud – der er helt og fuldt rettet mod ham. I Guds rige møder den troende Gud, som gør hans hjerte rent og udelt.

6. Det er dem, som har mødt Gud som den der stiftede fred mellem sig og menneskene, da han sendte Jesus til verden for at frelse os. Gud har skabt fred og forligt verden med sig selv, og derfor kan de troende nu skabe fred i deres egne personlige relationer.

7. Det er dem, som ofte lider under forfølgelse. Det er et vilkår for de troende i verden, og bestemt ikke noget som opleves saligt eller lykkeligt. Men det indebærer at Guds rige er deres, og de vil få en nådeløn. Vi kan ikke fortjene os til frelsen, men Gud giver en anerkendelse i lidelsen. Alle helgens dag var jo oprindeligt martyrernes dag, og det falder godt i tråd med denne saligprisning.

Alt dette er kendetegn og vilkår for dem, som er salige og fattige i ånden, de troende, de hellige og helgenerne. Jeg tror at det for de fleste af os betyder, at vi må revidere vores forståelse af ordet salig og lykkelig.

En kristusfest

Alle helgens dag er som før nævnt egentlig en Kristusfest mere end en helgenfest. Lad mig derfor slutte med endnu et citat af Torben Kjær:

Når saligprisningerne beskriver de troendes karaktertræk og deres vilkår, er de kristologiske, idet Jesus er den sagtmodige, den barmhjertige, den rene af hjertet, den fredsstiftende og den forfulgte. De positive egenskaber er derfor ikke krav, der skal opfyldes, men gaver. De er intet andet end Jesu Kristi egen sagtmodighed, barmhjertighed, renhed og fred, der skænkes os, så vi har del i dem. Forfølgelsen er på samme måde Jesu Kristi egen forfølgelse, der skænkes til os, så at vi er delagtige i den. Alt, hvad Jesus kræver, har han allerede skænket os i troen. (Credo kommentaren til Matthæus Evangeliet I, s.102). Amen