Juleaften

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas (Gud være lovet…):

På den tid gav kejser Augustus ordre til, at der skulle holdes en folketælling i hele Romerriget. Det var den første folketælling, der blev holdt, mens Kvirinius var guvernør i Syrien. Alle skulle rejse hjem for at blive registreret i den by, deres familie kom fra. Det gjaldt også Josef, der rejste fra byen Nazaret i Galilæa til Betlehem i Judæa. Det var Davids by, og Josefs familie nedstammede direkte fra kong David. Josef blev skrevet på folketællingslisten sammen med sin forlovede Maria. Hun var højgravid med sit første barn, og mens de var i Betlehem, fødte hun sin søn. Hun lagde et tæppe om ham og lagde ham til at sove i en foderkrybbe i en stald, for der havde ikke været plads til dem andre steder.

I nærheden var der nogle hyrder, der overnattede på marken, mens de vogtede deres får. Pludselig blev de badet i et guddommeligt lysskær, og en af Guds engle stod foran dem på marken. De var lammet af frygt, men englen sagde: ”I skal ikke være bange, for jeg kommer med en god nyhed. Den vil blive til stor glæde for folk. I dag har I fået en frelser. Det er Messias, jeres herre, og han er blevet født i Betlehem, Davids by. I kan kende ham på, at han ligger i en foderkrybbe med et tæppe om sig.” I det samme var der en hel hær af himmelske væsener sammen med englen, og de sang:

”Vi hylder Gud i den højeste himmel.

Han kommer med fred til mennesker på jorden,

til dem, som han har udvalgt.” Amen

(Lukas-evangeliet 2, 1-14 i 2020-oversættelsen)

Jeg skal begynde denne gudstjeneste med en EFTERLYSNING:

”Den kristne kirke vil gerne høre fra borgere, der har set noget til en høj, korpulent mand med hvidt hår og langt skæg, og som går rundt i en skrigende rød dragt. Det er altid et mysterium, hvornår han kommer, men han kommer fra Nord, hvor han bor og sidder på sin trone. Han menes at have forladt sit hjem i en meget opstemt tilstand. I øvrigt siges han at være en dygtig håndværker, og han kommer som en tyv om natten. Han ved, hvad du tænker, og han ved, om du har været god eller ond. Han giver ofte gode gaver under juletræet. Han vil gerne bo for evigt i vores hjerter. Han beder de små børn komme til sig, og han vil have, at de adlyder deres forældre. Med tiden er han blevet et stærkt symbol på fred.

Manden er efterlyst for et meget alvorligt tyveri. Han har over længere tid fuldstændig stjålet opmærksomheden fra Jesus-barnet i krybben, og det er derfor på tide at han bliver stoppet i denne stærkt undergravende og skadelige virksomhed her i juletiden. Vi tager gerne imod enhver oplysning der kan føre til anholdelse og tilfangetagelse.”

Julekort

Sidste år til jul var jeg på jagt efter et julekort. Jeg gik til min lokale købmand men måtte gå igen med uforrettet sag. Jeg skal skynde mig at sige, at jeg sætter stor pris på vores købmand, og der skal ikke lyde ét ondt ord om ham herfra (nu varer det jo ikke så længe, inden han takker af). Hans butik ligger i et land som hen over nogle årtier er gået igennem en voldsom sekulariseringsproces. Og den er også helt tydeligt slået igennem, når det gælder julekortene. Jeg kunne ikke finde et eneste kort med et kristent julemotiv. Det var forstemmende. Det handlede alt sammen om julemænd, nisser og snemænd, og så var der ofte påtrykt en tekst: Merry Christmas. Det er ikke det sprog vi taler i Bylderup-Bov. Men så skal det retfærdigvis også siges, at i år fandt jeg et kort med Jesus-barnet i krybben, engle og en stjerne.

Jesus – sand Gud og sandt menneske

I dag kan vi råde lidt bod på julemandens tyveri. Vi kan give Jesus-barnet i krybben al vores opmærksomhed, ære og hyldest. I hvert fald for en kort stund. Det fortjener han. Han er født til det. Meget af det som jeg læste før i beskrivelsen af julemanden, gælder også for Jesus. Men her taler vi om realiteter. Mange eventyr begynder med ordene ”Der var engang …”, men det der var engang, var ikke noget virkeligt. Juleevangeliet begynder ikke med ”Der var engang én der hed Jesus …” Nej, det starter med facts/fakta: ”Og det skete …” / ”På den tid …” Med Jesusbarnet blev der skrevet historie midt i vores virkelighed og tid. Og fra da af blev verden aldrig den samme igen.

Hvem er denne baby? Lad os én gang for alle slå fast, at han er et mysterium som vi aldrig kan trænge til bunds i. Hvis vi vil forsøge at udrede hvem Jesus er ved hjælp af videnskabelige beviser og en rationel tilgang, så kommer vi uhjælpeligt til kort. Han kan ikke begribes og rummes af tanken alene. Han er genstand for tro og tillid. Ordene som vi hørte fra den gammeltestamentlige læsning lige før, gav os et lille indblik i hvem han er: ”Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” Det er enorme attributter at få hæftet på sig. Men Jesus kunne bære dem som sand Gud fra evighed af. Og samtidig som han ligger der i krybben, er han et lille hjælpeløst menneske, fuldstændig overladt til sin mors og fars omsorg og pleje.

Der findes en smuk nyere amerikansk julesang, som hedder ”Mary, did you know?”. I et af versene siges det: ”When you kiss your little baby, you kiss the face of God.” Altså, når du kysser din lille baby, kysser du Guds ansigt. Første gang jeg hørte det, gav det næsten et helt sæt i mig. Det er ret voldsomme ord. De kan næsten virke blasfemiske. Det var heller ikke gået i islam med sådan en formulering. Men i den kristne tro kan de rummes. Jesus er sand Gud og sandt menneske i én person. Og som sådan – og kun sådan – kan han være det, som englen proklamerede: ”I dag har I fået en frelser. Det er Messias, jeres herre.” Du kan afvise ham eller tage imod ham, og hvis du tager imod ham og lukker ham ind i dit liv, så giv ham al ære og tilbedelse som englene gjorde: ”Vi hylder Gud i den højeste himmel. Han kommer med fred til mennesker på jorden, til dem, som han har udvalgt.” Ikke fred i den forstand at der bliver fred i vores verden. Det har kristendommen aldrig lovet os. Men fred først og fremmest en fred mellem Gud og mennesker ved troen på Jesus Kristus. En fred som derefter kan forplante sig til det mellem-menneskelige plan.

Afstand og nærhed

Vi har snart været igennem et par år, som på mange måder har stået i coronaens tegn. Det har handlet om afspritning, afstand og mundbind og meget mere. Det værste har nok været afstand. Det kan føre til isolation og ensomhed for mange - især ældre og alvorligt syge. Dem der har allermest brug for vores omsorg og nærhed.

Årets ord 2020 blev ”samfundssind”. Årets ord 2021 blev ”coronapas”. Vi har skullet udvise samfundssind og være påpasselige i en grad og omfang vi slet ikke har været vant til før for i fællesskab at bekæmpe en ydre fjende, en omsiggribende og særdeles smittefarlig pandemi.

Julens budskab viser sig fra en helt anden kant. Det handler nemlig om nærhed og berøring. Kristendommens Gud er ikke en fjern gud, der har trukket sig tilbage i majestætisk ro og ophøjethed. Han er en Gud, der er kommet os så nær, at han valgte at tage en menneskekrop og menneskenatur på sig, så han kunne mødes med os på vores præmisser, midt i vores verden og virkelighed. Og vi skal ikke vise coronapas for at komme i audiens hos ham.

Kristendommens Gud er også en gud der om nogen har udvist samfundssind. Den værste smitte i bibelsk perspektiv er ikke covid-19 og dens forskellige varianter. Det er synden. Og med synden følger skyld og straf. Det kan vi ikke bære, men Gud fandt løsningen. Synden blev lagt over på Jesus, så han kunne tage skylden og straffen i vores sted. Det er da at udvise samfundssind. Et verdenssamfundssind.

To virkeligheder mødes: Kontaktpunktet

Når du betragter barnet i krybben, ser du to virkeligheder, der mødes. Præsten Flemming Baatz Kristensen udtrykker det på denne måde:

”Dels den jordiske virkelighed: Her befinder vi os på et bestemt tidspunkt i verdenshistorien. Augustus er kejser i Rom, Kvirinius er statholder i Syrien. Borgerne skal registreres, skatten skal betales. Vi hører om konkrete mennesker: Josef, Maria, fødslen af en dreng, en krybbe og folk på natarbejde. Vi er nede på jorden.

Dels den himmelske virkelighed: Den virkelighed, vi normalt ikke ser, bliver synlig og åbner sig mod jorden for nogle få hyrder. Vi ser engle, hører deres budskab og sang. Guds herlighed stråler for dem på en måde, som intet menneske nogensinde før havde oplevet.”

Barnet i krybben. Dér har du kontaktpunktet mellem de to virkeligheder. Mellem Gud og mennesker. En himmelsk berøring. Når du ser ind i Jesu ansigt, ser du Guds ansigt. Og han har ikke mundbind på, eller bærer visir. Du ser et ansigt fyldt af Guds kærlighed til sin skabning: mennesket.

Gud lod os ikke i stikken, selvom vi vendte ham ryggen ved syndefaldet. Han kommer for at indbyde dig og mig til et virkeligt og nært fællesskab med sin søn, Jesus Kristus. Amen