4. søndag i advent
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (Gud være lovet…)
(BIBELEN2020) En dag kom Johannes’ tilhængere op at diskutere med en jøde om den religiøse renselse, og de sagde til Johannes:
”Rabbi, på den anden side af Jordanfloden var vi sammen med en mand, som du fortalte var noget særligt. Nu er han også begyndt at døbe, og alle flokkes om ham.”
Johannes svarede: ”Ingen kan tage noget fra os, medmindre han har fået det fra himlen. I var der selv, da jeg sagde: ’Det er ikke mig, der er Messias, jeg er bare sendt i forvejen.’ Det er gommen, der har bruden, men gommens ven står ved siden af og er glad på hans vegne. På samme måde er jeg virkelig glad over det, der sker lige nu. Det er meningen, at hans betydning skal blive større, mens min bliver mindre.
Den, der kommer fra himlen, står over alle andre, mens den, der stammer fra jorden, tilhører jorden og taler som et jordisk menneske. Ham, der er kommet fra himlen, ved mere end alle andre. Han fortæller om det, han har set og hørt, men alligevel er der ingen, der tror på ham. Men den, der gør, bekræfter, at Gud er sandheden selv. Ham, som Gud har sendt, taler ligesom Gud. Det kan han, fordi Gud har givet ham sin Helligånd, og Gud gør ikke noget halvt. Han elsker sin søn og har overladt alt til ham. Den, der tror på sønnen, har evigt liv, mens den, der afviser ham, ikke får det. Guds vrede hviler over ham. Amen
(DO1992) Nu kom Johannes' disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.« Amen
Den, der finder sin plads, tager ikke en andens. Sådan lyder den meget sigende titel på en bog, som den svenske præst Tomas Sjödin har skrevet. Der er en helt særlig udstråling præget af indre ligevægt og ro over mennesker, som har fundet deres plads i livet. Nogen på et tidligt tidspunkt – måske ligefrem fra barnsben – andre på et senere tidspunkt efter at have rodet rundt på livets kampplads. Et menneske som ved hvad det vil og skal – og i lige så høj grad hvad det ikke vil og skal – tiltvinger sig en helt naturlig respekt. Sådan et menneske var Johannes Døberen:
’Det er ikke mig, der er Messias, jeg er bare sendt i forvejen.’ Det er gommen, der har bruden, men gommens ven står ved siden af og er glad på hans vegne. På samme måde er jeg virkelig glad over det, der sker lige nu. Det er meningen, at hans betydning skal blive større, mens min bliver mindre.
Et ualmindeligt stærk vidnesbyrd fra en mand som kendte sin bestemmelse, og som på den baggrund var villig til at træde til side for et andet menneske med en højere bestemmelse.
Konkurrenceforhold
Johannes’ tilhængere/disciple var dybt bekymrede, og de mente det uden tvivl godt. Deres elskede og højt respekterede lærer og mester var stærkt på vej til at miste sin førerposition som datidens største profet og forkynder. I flere århundreder var der ikke fremstået nogen profet i Israel, og pludselig træder denne mærkelige eremit fra ørkenens golde landskab ind på verdensscenen, en vildmand i kamelhårsdragt. Ganske sær og provokerende men med en udstråling der ikke var til at tage fejl af. Hans budskab var på ingen måde politisk korrekt og ramte såvel høj som lav lige på det ømme punkt: Han talte med en overbevisning og autoritet, der fik folk til at foretage radikale omvendelser i deres liv.
Og nu er han så ved at blive overhalet indenom. Ovenikøbet af én som han selv havde døbt, og som nu stjæler hele opmærksomheden fra Johannes og hans offentlige virksomhed.
Det er dybt menneskeligt at ønske sig succes og fremgang. Vi vil gerne lykkes med vores liv. Og når vi trues på det, reagerer vi let med frygt og vrede, og måske også en afmagtsfølelse. Johannes ser ud til at være kommet i et skarpt konkurrenceforhold til Jesus. Medlemstallet i Johannes Døberens flok af tilhængere er drastisk faldende, og på samme måde er interessen for hans forkyndelse og aktiviteter. Alle røde lamper begynder at lyse, og hvis det ikke skal ende med total fiasko og fallit, må der ske noget radikalt. Sådan mener i hvert fald hans tilhængere.
Forløberen
Men Johannes Døberen deler ikke sine tilhængeres bekymring. Han føler sig på ingen måde truet af Jesus. De er nemlig ikke konkurrenter men nærmere medspillere med hver sin rolle til hver sin tid. Johannes Døberen er en overgangsfigur mellem det gamle og nye testamente. På den ene side hører han hjemme i Gammel Testamente / den gamle pagt, og på den anden side står han på tærsklen til noget helt nyt, som han ganske vist ikke selv repræsenterer, men skal være med til at bane vej for. Han er en forløber, en vejbereder, en banebryder, men han er ikke selve sagen, det det hele handler om. Og det kan nok være noget der slår skår i ens selvfølelse og stolthed. Ganske vist faldt der ganske meget rampelys over Johannes Døberen i starten af hans offentlige virksomhed men ret hurtigt peger projektøren i en anden retning: Mod Jesus. Johannes er ved på vej til at falme, han taber indflydelse og køres ud på et sidespor. Enhver erhvervsvirksomhed med respekt for sig selv, ville være skrækslagen ved et sådant scenarie. Enhver offentligt berømt person ville gå i panik, når en anden pludselig mere berømt person skubber én ud over scenekanten. Jeg taber terræn! Det er ude med mig!
Ja, det var også snart ude med Johannes Døberen! Ikke bare hans indflydelse og berømmelse men hele hans eksistens. Han kommer til at dø som en forholdsvis ung mand, endda ved en brutal halshugning. På mange måder ville vi vel betragte ham som en tragisk figur, der mislykkedes med sit liv. Godt begyndt er ikke altid halvt fuldendt. Det kan lige så godt ende i en total katastrofe.
Guds bestemmelse
Men Johannes er glad! Helt ufattelig glad! Hans mission ser ud til at være lykkedes, og han skal til at takke af. Ikke fordi han skal gå på pension – han har formentlig heller ingen pensionsopsparing - men simpelthen fordi der ikke er mere for ham at gøre. Jamen, han er jo kun en relativ ung mand! Ja, men egentlig er det underordnet om man har fået mange eller få år at leve i. Et menneske der kender sin mission kan udrette mere på 30 år end én der har rundet de 100! Det er ikke årene der tæller, men det vi putter i årene. Det gælder om at finde sin bestemmelse. Guds bestemmelse med sit liv. Ikke sådan at forstå at vi er robotter eller marionetdukker ført af Guds hånd, men sådan at vi finder retning og mål for vores liv og udfylder den plan Gud har for os. Jeg er ikke selv bange for at dø, men jeg er bange for at dø, inden jeg har fået udrettet det som var bestemmelsen for mit liv. Det er nemlig desværre ikke altid lykkedes! Og så kan man godt føle et stik af misundelse over en mand som Johannes Døberen, selvom jeg ikke vil bytte med hans ydre levevilkår og livsgerning. Men misundelse har aldrig ført et menneske frem mod dets bestemmelse. Desværre er det ofte helt normalt at man misunder dem, der har opnået højere uddannelse, status, magt, indflydelse, berømmelse og rigdom end én selv. Det er ikke let altid at skulle erkende, at andre skal have lov til at vokse og blive større, mens jeg selv skal blive mindre og blegne. Jeg skal fade ud, og de andre skal frem i rampelyset. Det ligger ikke lige til vores menneskelige natur.
Find din plads
Den, der finder sin plads, tager ikke en andens. Det er nemlig tyveri at ville overtage andres position, bare fordi man er utilfreds med sin egen og føler sig tilsidesat. Det er også ulykkeligt at forlade sin egen plads og lade en anden overtage den, mens vedkommende i virkeligheden var bestemt til at gøre noget helt andet med sit liv. Vi skal ikke underlægge os sammenligningens forbandelse eller give efter for misundelsen og jalousien. Når man finder sig til rette på den plads som man oplever Gud har givet én i livet, så kan man leve livet fuldt ud med glæde. Den sande glæde findes nemlig i ydmygheden. Ikke i misundelsen eller mindreværdet eller i de spidse albuers kamp om de bedste pladser. Den der har fundet sin plads og har lært ydmygheden at kende og praktiserer den, kan indgå i en friere relation og dialog med sine medmennesker. Så kan man stråle over hele ansigtet, selvom man ”bare” er brudgommens ven, mens bruden og brudgommen stjæler hele billedet!
Når nu Johannes Døberen ærligt og redeligt kunne sige, at ”hans betydning skal blive større, mens min bliver mindre” eller sagt med den autoriserede oversættelse: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre”, er det vel passende at slutte af med at tale om denne større mand: Jesus Kristus.
Jesus omtales i evangelieteksten med Johannes’ ord med gloser der kan slå benene væk under alle:
Den, der kommer fra himlen, står over alle andre … Ham, der er kommet fra himlen, ved mere end alle andre … Ham, som Gud har sendt, taler ligesom Gud. Det kan han, fordi Gud har givet ham sin Helligånd …
Nok er Jesus Guds søn, Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader og Freds Fyrste, sådan som Esajas profeterede. Men han er samtidig barnet der lå hjælpeløst i krybben, fuldstændig overladt til sin mors omsorg og pleje.
Paulus taler om Jesus som
Han, som havde Guds skikkelse,
regnede det ikke for et rov
at være lige med Gud,
men gav afkald på det,
tog en tjeners skikkelse på
og blev mennesker lig:
Og da han var trådt frem som et menneske,
ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. (Fil. 2,6-8)
Storheden kan ligge i det små. Herligheden i det der ikke kan ses med det blotte øje.
Jesus, der er kongernes konge og herrernes herre, omtaler sin mission på denne måde:
For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. (Mk. 10,45).
Den sande storhed ligger i ydmygheden. Ikke i det selvudslettende mindreværd, som ofte er et skalkeskjul for hovmodet. Men den ydmyghed der tjener og betjener sin næste med kærlighed, respekt og en offervilje, der om nødvendigt vil give sig selv. Johannes Døberen var langt på vej et forbillede på det. Men i fuldkommen grad har Jesus Kristus vist os vejen til det sande og ægte menneskeliv. Hør bare, hvad han siger til sine disciple:
Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. (Luk. 22,25-27).
Magt, ære, berømmelse og rigdom har det med at falme, formindskes eller ganske enkelt helt forsvinde. Kun ydmygheden og tjenesteaspektet har kraft i sig til at vise vejen til et meningsfyldt og tilfredsstillende liv. Simpelthen fordi Jesus selv med sit eget liv har vist os det. Amen
