Juledag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (Gud være lovet…)

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Johannesevangeliet 1,1-14

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, kan vi læse på det første blad i vores bibel. Da Gud skabte verden, var det begyndelsen på noget nyt, som ikke havde eksisteret før. En verden blev til ved Guds skaberord alene. Gud sagde – og så skete det; det blev til eksistens. Det skaberord griber apostlen Johannes fat i, når han indleder sit evangelium med:

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

”Ordet” er i den danske bibel (den autoriserede oversættelse) skrevet med stort O for at indikere, at det ikke bare er ord i almindelighed. Det er Guds skaberord. Men det er også mere end det: Det er en person, det er Jesus Kristus.

”Johannes begynder i Gud! Der ser han Ordet, Logos. For en læser med jødisk og gammeltestamentlig baggrund er det et vigtigt ord, men også for græsktænkende mennesker, som Johannes henvender sig til. For dem betød Logos meningen, sammenhængen, strukturen, fornuften og logikken. Ordet logik kommer af Logos. Det begreb tager Johannes op og bruger, når han skal tale om Jesus, og han er optaget af den overordnede mening med livet. Det særlige er nu, at Logos er en person, et du, ikke et system eller en ideologi. Logos var i begyndelsen – altså evig som Gud. Logos var hos Gud, i relation til Gud, i dialog med ham – og Logos var selv Gud. Det handler om treenigheden. Gud har skabt himlen og jorden med Ordet som redskab. (Flemming Baatz Kristensen, På pilgrimsrejse i kirkeåret I, s.127).

Jesus er Gud

Johannes identificerer altså Logos med Jesus. Han er Guds Søn, han er Gud selv, den anden person i treenigheden. Et mere ophøjet syn kan man ikke have eller få på Jesus.

Og så læg mærke til, at når Johannes siger ”I begyndelsen…”, så er det ikke ligesom i 1.Mosebog. Johannes begynder helt ude i evigheden. ”I begyndelsen er derfor ikke noget tidspunkt, for Jesus har altid været til som Gud. Han er ikke skabt, men født af Gud. Han er ganske vist også født af Maria på et bestemt tidspunkt og sted, men som født af Gud har han ikke noget starttidspunkt. ”I begyndelsen angiver ophav og oprindelse. Jesus var i begyndelsen før begyndelsen på vores verden. Det sprænger fuldstændig vores forestillingsverden, men det placerer Jesus som den ophøjede Majestæt, der ikke bare fortjener men har krav på vores tilbedelse og lovprisning.

Jesus bliver menneske

Det er et godt sted at starte med Jesus som Gud, men hvis det var alt hvad der var at sige om Jesus, så kunne han let blive et fjernt og utilnærmeligt væsen, der ikke havde så meget med vores verden og liv at gøre. Derfor bevæger Johannes sig ned på jorden med bl.a. det helt centrale v.14 (ikke bare centralt i Johannes-evangeliet, men i hele vores bibel):

Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Jesus bliver et menneske og træder helt ind i vores virkelighed, vores verden og dagligdag. Han identificerer sig helt og fuldt med os som mennesker. Gud tager en krop og en menneskelig natur på sig. Vi kalder det med et teologisk fagudtryk for inkarnationen (= kommet i kød). Den usynlige Gud bliver synlig. Den fjerne Gud bliver nærværende.

Sådan var det ikke før, så her er der virkelig tale om forekomsten af noget helt nyt i historien. En ny begyndelse. Et nyt starttidspunkt. Og sådan har det været lige siden. Jesus er stadig menneske med krop og natur i treenighedens guddommelige liv og sameksistens.

Et ophøjet syn på kroppen

Og det kan undre én, hvorfor Jesus ikke efterlod sin krop på jorden da han havde fuldført sin mission med korsfæstelsen og opstandelsen. Da han fór til himmels, tog han kroppen med. Hvorfor skulle det være nødvendigt? Hvad skal han bruge den til i treenighedens ophøjede liv? Man skulle synes, at det kun er på jorden, at kroppen har sin gang.

Jeg kan ikke se det anderledes, end at det er et udtryk for et helt utroligt ophøjet syn på mennesket og på HELE mennesket med ånd, sjæl, hjerte og krop. Vi blev skabt som mennesker, og vi skal fortsætte med at være mennesker på den nye jord – også med en krop!

Det står i modsætning til gnosticismen. Gnosticismen er en fællesbetegnelse for religiøse filosofier, mysteriereligioner og sekter, der havde en betydelig udbredelse i hellenistisk-romersk tid i Middelhavsområdet, hvorfra de bredte sig i Centralasien. Gnosticismen var en stor plage i kirkens første århundreder, og som desværre også dukker op i vores tid fra tid til anden i lidt forskellig forklædning. Den har et nedvurderet syn på kroppen og alt det materielle. Sjælen skal i gnosticismens optik befries fra kroppen, så den kan forenes med Gud i den åndelige verden. Hvis det var rigtigt, skulle Jesus også have efterladt sin krop på jorden ved sin opstandelse, men det gjorde han heldigvis ikke. Bibelens menneskesyn inkluderer hele mennesket, både det indre og ydre. Og der sker ikke en gradbøjning af det kropslige i forhold til det sjælelige og åndelige.

Født på ny til sand menneskelighed

Gud blev menneske, så mennesket i Gud kan genvinde sin værdighed, siger den svenske præst Peter Halldorf (Der brænder en ild, s.34). Og det sker først og fremmest ved det man har kaldt den anden inkarnation, nemlig at Kristus fødes i os ved troen. Det indebærer at vi må fødes på ny, eller som Johannes udtrykte det:

Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Jesus blev født som menneske, for at vi kan blive født af Gud.

Fødslen er helt central i den kristne tro. Guds fødsel i Betlehem og Guds fødsel i menneskehjertet … Ligesom Ånden var virksom i Jesu liv, sådan virker Ånden også i Hans disciples liv. Derfor er allerede Jesu fødsel et billede på vores åndelige fødsel. Guds fødsel i menneskehjertet er et lige så stort mirakel som Guds fødsel i Betlehem. Gud bliver et menneskebarn. Mennesket bliver Guds barn. To fødsler: Begge er Åndens værk. (Peter Halldorf: Der brænder en ild, s.34-35).

Når et menneske bliver født på ny til tro på Jesus ved Helligåndens indgreb, så sker der altså også en genoprettelse af det menneskelige og menneskets værdighed som menneske. Jo tættere jeg kommer på Gud og lever mit liv med ham, jo mere menneskelig bliver jeg. Jeg er jo skabt i Guds billede og tager farve af ham. Jo mere jeg fjerner mig fra Gud, jo mere umenneskelig bliver jeg. Ikke sådan at forstå at jeg mister gudbilledligheden og bliver dæmonisk (selvom det kan lade sig gøre at opføre sig sådan), men jeg tager farve af Den onde og det onde i verden omkring mig og i mig.

Peter Halldorf sammenfatter meget klart, at

Denne nat bliver Jesus alt det, vi er, for at vi skal blive alt det, han er.

Der er dog et par forbehold. Jesus blev ikke en synder ligesom os i sin natur, men han tog synden sammen med dens skyld og straf på sig. Vi bliver modsat heller ikke gjort til guder ved den åndelige fødsel / genfødslen men til sande og virkelige mennesker. At være menneske er at ligne Gud. (Peter Halldorf, Der brænder en ild, s.36).

Jesus er lyset

Johannes understreger meget stærkt, at Jesus er LYSET. Mørket kan i bibelen ikke bare være det fysiske mørke, men også det åndelige mørke i os og omkring os i verden. Mørket betegner i den betydning den faldne verden eller menneskeslægten. Menneskeheden formørket af synd og vantro. Mørket fremtræder i den sidste forståelse altid som noget ondt og truende. Det hader lyset og vil forsøge at tage magten over det. Men det kan aldrig kvæle lyset eller slukke det. Tværtimod, et enkelt lille lysstrejf i mørket, om det så er fra en meget svag lyskilde, vil altid sprede mørket omkring sig. Mørket har ingen kraft i sig til at modstå lyset. Mørket er ingenting i sig selv. Det er blot fravær af lys.

Sådan er det rent objektivt, men på det subjektive plan ser det helt anderledes ud. Vi oplever nemlig oftest mørket som ikke bare truende og uhyggeligt men en direkte magtfaktor der kan se ud til fuldstændig at bekæmpe, slukke og vinde over lyset.

Når vi læser bibelens endetidsbeskrivelser, så vil mørket sænke sig over jorden i en grad som vi ikke har set og oplevet før, og da kan det være svært at fastholde, at Jesus stadig er LYSET, der har bekæmpet og besejret mørket for altid ved sin indtræden i verden, død og opstandelse. Det vi ser nu i verden omkring os, er de sidste voldsomme krampetrækninger, før han kommer igen.

Når man kører igennem en tunnel, kan mørket virke uendeligt både i omfang og tid. Men vi ved godt at på et eller andet tidspunkt bliver det fortrængt af lyset for enden af tunnelen, og så er det ligesom om det aldrig havde været der. Der er ikke så meget som en rest tilbage af mørket. Ingen tegn eller spor af mørket.

Jesus er ikke bare et lys. Han er LYSET! Og det er så kraftigt, at det overgår alle universets lyslegemer. På den nye jord beskriver apostlen Johannes i sin åbenbaring det ny Jerusalem:

Og byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. Folkeslagene skal vandre i dens lys… (Åb. 21,23-24a)

Det er langt herligere og kraftfuldt end selv forholdene i Paradisets have. Hvorfor Gud har valgt at droppe solen, månen og vel også stjernerne til fordel for sin egen herligheds lysglans, som han jo også havde mens Paradiset var på jorden, det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald et stærkt vidnesbyrd om Jesus’ helt utrolige magt og gennemslagskraft som LYSET.

Jesus er livet

Samtidig kæder Johannes lyset sammen med livet. Og det ved vi jo godt, at uden lys, har livet svært ved at blomstre. Men hvor lyset får magten, dér blomstrer og vokser livet. Jesus er ikke bare liv. Han er LIVET! Han er livgiveren der både tog kvælertag med mørket og døden og vandt en evig sejr ved sin død og opstandelse. Men alting skal have en begyndelse. Og den begyndelse var julenat. Dér trådte lyset og livet for alvor ind i verden i skikkelse af et lille menneskebarn. Et Gud-menneske. Og selvom mørket og døden stadig har magt i denne verden, er det kun et spørgsmål om tid. Udfaldet og slutresultatet er givet på forhånd. Intet og ingen kan besejre Jesus som Livet og Lyset. Amen