Fyraftensgudstjeneste: Samling og enhed

Refleksion

Vi har alle brug for et sted at høre til. Ikke bare et hjem og en familie, men også en kultur med dens traditioner, et land og en by. Det er særdeles pinefuldt at være statsløs. At være blevet kastet rundt som flygtning fra det ene sted til det andet gør én rastløs og rodløs. Man mister noget af den indre balance og ro, hvor man kan hvile i sin egen identitet. Det er vidunderligt at kunne synge med på vores uofficielle nationalsang af H.C. Andersen:

I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme,

dér har jeg rod, derfra min verden går;

du danske sprog, du er min moders stemme,

så sødt velsignet du mit hjerte når.

Du danske, friske strand,

hvor oldtids kæmpegrave

står mellem æblegård og humlehave.

Dig elsker jeg! – Danmark, mit fædreland.

Det at have et fædreland, et modersmål og en fælles historie er helt afgørende for dannelsen af en sund identitet. Men der er også andre såkaldte identitetsmarkører. I dag skulle der have været en debat og afstemning i folketinget, om omskærelse af drenge skal forbydes. Uden at jeg overhovedet vil gå nærmere ind i den debat, vil jeg bare påpege, at omskærelsen har været en del af den jødiske kultur og identitet igennem årtusinder. Den er et pagtstegn og et påbud, der skulle gælde for den pagt, som Gud indgik med Abraham og hans efterkommere. Derfor kan jøderne ikke bare opgive omskærelsen, selvom op til 80% af den danske befolkning er imod den, fordi flertallet af danskerne mener at varetage barnets tarv og har medicinske argumenter på hånden.

Sjældent har et folk haft så omtumlet en tilværelse som det jødiske. Under kong Saul, David og Salomo blev de samlet som ét folk og kongerige og havde deres storhedstid. Men i generationen efter Salomo blev landet delt i to: Et nordrige kaldet Israel, og et sydrige under navnet Juda. Tænk hvis Danmark blev delt op i to lande med et Jylland og et Sjælland, der ind imellem lå i krig med hinanden og oftest ville være fjendtligt indstillet over for hinanden. Vi er et privilegeret folk, der lever fredeligt som én nation under én regering og ét parlament.

I 722 f.Kr. blev nordriget indtaget af Assyrien, den tids supermagt. Pludselig var fjenden lige uden for Judas dør. Senere i 586 f.Kr. blev sydriget erobret af den babyloniske supermagt, og dermed havde jøderne ikke længere deres eget land. 70 år senere var en ny supermagt trådt ind på verdensscenen, det persiske rige, og under kong Kyros’ ledelse fik jøderne lov til at vende tilbage til deres land og opbygge det. Gud begyndte igen at samle sit adspredte folk.

Efter en jødisk opstand i årene 68-70 e.Kr. blev templet ødelagt, og opstanden brutalt nedkæmpet af den romerske supermagt. Alle jøder blev tvunget til at forlade deres land. Frem til begyndelsen af år 1900 boede der stort set ingen jøder i deres gamle land. Men med oprettelsen af staten Israel i 1948 begyndte en storstilet folkevandring af jøder, som flyttede tilbage til det land, hvor deres forfædre levede for 1900 år siden.

Hvordan kan et folk bevare en fælles identitet, kultur, sprog og historie, når det har skullet leve spredt blandt fremmede folk i omkring 1900 år? Ville vi have kunnet gøre det som et dansk folk? Hemmeligheden og den bibelske forklaring er, at det er Gud som det jødiske folks hyrde, der har holdt sammen på folket. Det var ham, der sendte dem i landflygtighed som straf for ulydighed og oprør mod ham, men det var også ham, der samlede dem igen som et folk i deres eget land. Gud står ved sine løfter til patriarkerne Abraham, Isak og Jakob!

Der er mange ting og forhold, som også vil angribe vores identitet, enhed og sammenhold som et dansk folk. Stærke politiske kræfter har tilladt en indvandring, der truer den danske identitet og etnicitet. Vi er ikke et homogent folk med en enhedskultur længere men nærmer os mere og mere et multikulturelt, multietnisk og multireligiøst sammensat folk. Men først og fremmest er det de åndelige angreb på vores kristne baggrund og identitet, der er vores største fare. Gennem årtier har sekulariseringen afkristnet det danske folk i en sådan grad, at vi dårligt nok kan kaldes et kristent folk længere. Vi nærmer os en tilstand som et postkristent samfund. Kirke og kristendom er marginaliserede størrelser, og de fleste oplever dem som langt på vej irrelevante og uden betydning for deres daglige liv. Når man smider kristendommen over bord, bliver man nødt til at sætte noget andet i stedet. Ellers opstår der et tomrum, et vakuum. Og der er kun én mulighed: Nyhedenskabet. Den udbredte kulturkristendom kan ikke stå imod nyhedenskabet. Den er som en bristeklar boble.

Under coronaen har vi oplevet en ny samling og enhed i vores samfund, som vi næppe troede muligt. Der er en ydre fjende, som skal bekæmpes ved fælles anstrengelser. Men det er en underlig enhed og samling, hvor vi lige så meget er hinandens fjender: Vi skal holde afstand til hinanden, fordi vi kan udgøre potentielle smittekilder. For en tid kan det synes, som om individualismen og egoismen er blevet banket lidt tilbage. Men hvad sker der, når samfundet nu åbner op igen? Glider vi så ikke tilbage i det samme adfærdsmønster, hvor vi i individualismens og egoismens navn holder afstand til hinanden? Har vi overhovedet lært noget af krisen?

Der er brug for samling og enhed. En større sammenhængskraft i vores samfund. Og den kan kun komme ét sted fra: Gud. Gud er vores redning. Det er ham, vi må bede om at kalde os sammen igen som ét folk under hans stærke hyrdeledelse. Pluralismen i vores samfund har ikke bare ført til en større tilstedeværelse og åbenhed over for en mangfoldighed af synspunkter, holdninger og værdier. Det kan være godt nok i ytringsfrihedens navn. Men den har også ført til en sandhedsrelativisme, hvor den ene sandhed kan være lige så god som den anden, og hvor det er flertallets mening, der til hver en tid er gældende. I hvert fald i lovgivningen. Og dette flertal kan hurtigt skifte position. Men Jesus fremhævede, at han er vejen, sandheden og livet. I bestemt og absolut form. Han står for en sandhedsabsolutisme. Vil vi bøje os for den og lade ham ikke bare komme til orde igen men overgive ham magten?

Vil vi som hans menighed være med til også at bede om enhed og samling blandt Guds folk? Det er dér, samlingen og enheden først og fremmest må være tilstede, sådan som Jesus bad om i sin sidste bøn på jord: ”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.” (Joh. 17,11). Amen